VEJLE FJORD

ET AF LANDETS SMUKKESTE FARVANDE

Vejle Fjord har ikke så lidt at byde på. Varieret og dynamisk natur venter langs hele kysten, og det er især de høje, skovklædte skrænter, der skaber følelsen af smuk, dansk uberørt natur når den er bedst. Trelde Næs, der strækker sig ud i havet ved indgangen til fjorden, er helt unik og er optaget som en af 15 steder i Danmarks Naturkanon. De mange pynter og bugter gør at Vejle Fjord er et sted, der skal tages ind og give sig god tid til.

I fjorden er her lystbådehavne for enhver smag, fra den store byhavn i bunden af fjorden til de mindre og idyllisk placerede havne ved Brejning og Rosenvold. Uanset om du sejler eller padler rundt i fjorden, eller oplever den inde fra kysten, skal du hele tiden have øjnene med dig, hvis du er interesseret i dyrelivet. Marsvin og sæler frekventerer fjorden, og fuglelivet er rigtigt spændende og varieret – hele året rundt. Vejle Fjord er af ukendte årsager et af de steder i Danmark, hvor der gennem tiden er strandet flest store hvaler.

Vejle Kommune arbejder med flere forskellige tiltag, der skal forbedre undervandsnaturen og havmiljøet i fjorden. Projekter med plantning af ålegræsbælter, etablering af stenrev og udsætning af muslinger til at rense vandet, er alle sat i værk for at sikre et rigt liv under overfladen.

BLÅ OPLEVELSER I VEJLE FJORD

Vejle Fjord har gennem tiden været et sidste hvilested for mere end 100 hvaler. Både vågehval, pukkelhval, blåhval, grindehvaler og mange andre forskellige hvaler har endt deres dage i bunden af fjorden. Faktisk står Vejle Fjord for 1/5 af alle strandinger i Danmark.

I 2010 strandede en 17 meter lang finhval i fjorden. Finhvalen er verdens næststørste hvalart efter blåhvalen. Undersøgelser viste at hvalen var 135 år gammel, og dermed den ældste kendte hval nogensinde.

Hør Søren Larsen fortælle om de mange hvalstrandinger og vores egen historie med hvalfangst i området.