ODENSE FJORD

EN NATURPERLE PÅ NORDFYN

Odense Fjord er en lille perle, der skærer sig ned gennem Fyn fra Kattegat. Her er der masser af muligheder for blå oplevelser, for de mange øer og holme i den lavvandede fjord indbyder bare til at blive udforsket. Som lystsejler er her en unik mulighed for at sejle gennem en lang kanal og lande i hjertet af en af vores smukkeste, store byer. Flere mindre lystbådehavne sørger for en idyllisk stemning, når resten af fjorden skal opleves. I kajak er der utroligt mange muligheder for at komme tæt på fjordens spændende natur og dyreliv. Fælles for alle er dog, at der skal holdes et vågent øje med erhvervstrafikken.

I bunden af fjorden er især Vigelsø og Stige Ø en udflugt værd. Vigelsø er en smuk ø med tætte skovområder, strandeng og laguner, der tiltrækker vandfugle i tusindvis. Stige Ø tiltrækker de aktive byboere, som trænger til naturoplevelser og masser af muligheder for udendørs aktiviteter. I den nordlige del af fjorden ligger Enebærodde og lokker med skøn natur, sandstrande og en helt fantastisk udsigt til Kattegat og Fyns Hoved.

BLÅ OPLEVELSER I ODENSE FJORD

Odense Havn er en travl erhvervshavn, der skaber trafik gennem fjorden på alle tider af døgnet. Men det kræver sit at navigere igennem fjorden med et stort skib. Odense Fjord er nemlig ret lavvandet, og derfor skal man sejle gennem en smal rende på 11 meters dybde for at komme sikkert i havn. Derfor ligger der ved Gabet en lodsbåd, der er bemandet på alle tider af døgnet. Her er lodserne klar til at assistere kaptajnerne på de store skibe, når de skal på den udfordrende tur gennem fjorden.

Lars Hansen fra DanPilot fortæller om livet som lods i Odense Fjord – et job der kan være ret så krævende til tider. Men naturoplevelser har der været masser af i hans 25 år lange virke som lods, og marsvin, sæler og spændende havfugle er en del af hverdagen.