GULDBORG SUND

ET SMUKT OG SNOET FARVAND

Guldborg Sunds ca. 35 kilometer slanger sig ned gennem Lolland og Falster. Mod nord ved indgangen til sundet ligger Guldborg Havn ved foden af Guldborgsundbroen. Havnen er et skønt udgangspunkt for nogle af de mange blå oplevelser, sundet byder på. Både nord og syd for broen ligger der turbøjer, og når du kommer endnu længere sydpå, bliver du mødt af flere både store og små lystbådehavne ved Nykøbing Falster.

Kystnaturen er præget af landbrug og enkelte steder med skov og strandeng. Mod syd åbner Bredningen sig med flere små øer, der er ret forskellige i karakter og naturtype. Der er flere vigtige fuglelokaliteter i Guldborg Sund, bl.a. Majbølle Nor og øerne i Bredningen, og ved sidstnævnte kan du også ofte opleve sæler. Syd for Bredningen samler farvandet sig igen i den sidste del af Guldborg Sund. Farvandet er specielt godt til sejlads og kajak, men også snorkeldykkere og landkrabber har spændende muligheder her. Dem kan du bl.a. se med appen Naturlandet.

BLÅ OPLEVELSER I GULDBORG SUND

Guldborg Havn ligger lige ved foden af Guldborgsundbroen, ved den nordlige indgang til Guldborg Sund. Området er utroligt naturskønt, og havnen er et alletiders udgangspunkt for massevis af blå aktiviteter. Du kan leje paddleboards, fiske, snorkle og selvfølgelig sejle. Og så kan du også vinterbade og efterfølgende benytte havnens sauna.

Stedet vrimler med rejer og rigtigt mange kommer hertil for at fiske de lækre, små skaldyr. Hør Bo Hansen fortælle om de mange muligheder i og ved havnen, og rejefisker Cextin Jørgensen fortælle om det lokale fiskeri.

GALLERI FRA GULDBORG SUND