KAJAK, KANO & SUP

GULDBORG SUND

GULDBORG SUND OG BREDNINGEN

En tur ned gennem Guldborg Sund og rundt i Bredningen er en virkelig fed tur at tage i kajak. Der findes endda masser af kystnære shelters og teltpladser, så du kan roligt planlægge en weekendtur, hvor du har god tid til at opleve det hele. Et godt udgangspunkt er Guldborg Lystbådehavn. Det er en superhyggelig havn i toppen af Guldborg Sund med gode faciliteter.

Langs kysten sydpå vil du opleve områder med landbrug og skov, strandeng og rørskov. Du kommer bl.a. forbi Majbølle Nor og den lille holm, Hjelm, der er vigtige fuglelokaliteter. Her er der gang i den året rundt med masser af gæs, ænder, hav- og vadefugle. Bemærk at du ikke må gå i land på Hjelm i fuglenes yngleperiode (15. marts – 15. juli).

DE SYDLIGE ØER
Længere sydpå kommer du til Middelaldercentret på Lolland siden. Det er fristende at padle ind og undersøge det nærmere, men det er en rigtig dårlig idé af to årsager; det er forbudt at benytte centrets havn, og derudover kastes der med kæmpesten ud i Guldborg Sund flere gange dagligt! Så hold dig på behørig afstand og besøg i stedet centret fra landjorden en anden god gang. Inden du når Bredningen, hvor Guldborg Sund åbner sig mod syd, passerer du under Kong Frederik d. IX’s bro ved Nykøbing Falster. I området her ligger også et par mindre havne på hver side af sundet.

Ved Hasselø på Falster-siden bliver naturen rigtig smuk, og de spændende øer begynder at dukke op. Flatø er privatejet og du må kun gå i land langs kysten, minimum 50 meter fra beboelse, og du må ikke gå rundt på øen. Kalvø er en særegen ø med masser af vandhuller og strandeng. Her er der adgang forbudt i fuglenes yngleperiode.

Hele området her er meget stenet, og det gør farvandet smukt og dynamisk, men gør også at du skal være lidt varsom. Ikke mindst pga. strømmen. Et populært udflugtssted er den store sten, Den Hvide Mær. I Bredningen kan du også padle over til Kejlsø og Lilleø, og det særprægede område på Lolland-siden, Skejten. I den modsatte side af Bredningen, mod Falster, ligger sandrevlerne, Barholme. Her og ved Kalvø kan du jævnligt opleve sæler.

Nogle gode overnatningsmuligheder helt ned til vandet i Guldborg Sund er; Hasselø Natursti shelter, Sundby Nord teltplads, Bruserup Strand naturlejrplads/Kutlingen shelter, Holten Strand shelter og Hjelm shelter og naturplads – se mere her

UDGANGSPUNKT:

Guldborg Havn

SVÆRHEDSGRAD:

Middel

EGNET TIL:

Kajak, kano og SUP (kortere strækninger)

DISTANCE:

Varierende, men hele Guldborg Sund er ca. 35 kilometer fra nord til syd

BLÅ OPLEVELSER I GULDBORG SUND

Guldborg Havn ligger lige ved foden af Guldborgsundbroen, ved den nordlige indgang til Guldborg Sund. Området er utroligt naturskønt, og havnen er et alletiders udgangspunkt for massevis af blå aktiviteter. Du kan leje paddleboards, fiske, snorkle og selvfølgelig sejle. Og så kan du også vinterbade og efterfølgende benytte havnens sauna.

Stedet vrimler med rejer og rigtigt mange kommer hertil for at fiske de lækre, små skaldyr. Hør Bo Hansen fortælle om de mange muligheder i og ved havnen, og rejefisker Cextin Jørgensen fortælle om det lokale fiskeri.