TÅSINGE & THURØ

TO SYDFYNSKE PERLER

De to naboøer, Tåsinge og Thurø, er nogle af de eneste øer i Det Sydfynske Øhav, som er landfast med Fyn via broer. De er samtidig nogle af de grønneste øer, og har flere områder med tæt kystskov end de andre i øhavet. Det er med til at gøre disse to perlers kystlinje til noget særligt, set fra vandsiden. Det snoede bælte mellem øerne er noget af det smukkeste sejladsvand på disse breddegrader. På begge øer er små, idylliske landsbyer, samt de utroligt mange små havne og bådebroer med til at skabe en helt speciel stemning, der vidner om øboernes tætte forhold til vandet.

Hestesko-øen, Thurø, bøjer sig omkring Thurøbund, en lille lavvandet og utroligt hyggelig bugt. Thurødæmningen er samtidig et yndet sted at både fiske og dykke. På Tåsinge er der flere steder, der er interessante at opleve. Valdemar Slot ligger lige ned til vandkanten og ud til Lunkebugten. Lunkebugten har været genstand for en del spændende historier, bl.a. sænkningen af flere motortorpedobåde og hvalstrandinger. På Tåsinges sydkyst ligger ligeledes et utroligt vigtigt naturområde, Monnet, som også er en yndet fuglelokalitet.

BLÅ OPLEVELSER PÅ TÅSINGE OG THURØ

D. 23. maj 1955 strandede en sejhval i Lunkebugten ved Tåsinge. Sejhvalen var 18 meter lang og vejede 20 tons. Hvalen var blevet fanget i bugten, og blev et kæmpe tilløbsstykke, der fik trafikken på og omkring øen til at bryde sammen.

Skelettet af sejhvalen hænger nu på Naturama i Svendborg, hvor man kan studere den nærmere. Her hænger også en døgling, som ligeledes strandede i bugten, der pga. de mange hvalstrandinger fik tilnavnet ‘Hvalbugten. Hør Søren Larsen fortælle mere om hvalerne.