LILLEBÆLT NORD

ET HELT UNIKT FARVAND

Lillebælt er et af Danmarks mest spændende havområder. Vandet snor sig i et smalt og dybt bælte mellem de dynamiske kyster, skabt af en gletsjer. Fjorde, vige, øer og holme præger farvandet, der er rigt på dyreliv. Under overfladen er lodrette vægge skåret ind i havbunden af strømmen, noget der minder om udlandets koralrev.

Det mangfoldige liv under overfladen trives på grund af den kraftige strøm, der presser sig igennem bæltet og med sig har masser af næringsstoffer. Her mødes det ferske Østersø-vand og det salte Kattegat. Søanemoner, tangplanter og fiskearter vokser sig ekstra store og mætte og marsvinene nyder det fyldte spisekammer. Derfor er Lillebælt også hjemsted for en af verdens største bestande af marsvin. Når overfladen er rolig kan du være heldig at opleve et sandt ædegilde, når marsvin angriber fiskene fra neden og havfuglene fra oven.

Lillebælt er et helt fantastisk gennemsejlingsfarvand med masser at se på. Store flokke af havfugle og ænder ynder at bruge området, både som fast levested og som et kærkomment stop på deres lange rejse. Kysterne byder på klinter, tæt skov og store vidder, så sørg for at have god tid til de blå oplevelser i Lillebælt.

BLÅ OPLEVELSER I LILLEBÆLT NORD

Under den gamle Lillebæltsbro gemmer der sig et mylder af liv. Her ligger nemlig Danmarks største stenrev, der blev etableret for at tiltrække masser af dyr og planter.

Ved broen er der meget kraftig strøm. Det er fordi at der presses utroligt meget vand op gennem Lillebælt fra Østersøen. Den kraftige strøm gør at dyrene i hele fødekæden trives rigtigt godt. Men – det er ikke et så trygt sted at snorkle og dykke.

Derfor er der lavet nogle ‘mini-stenrev’ længere henne ad kysten. Her kan du opleve livet omkring et stenrev i rolige omgivelser. Hør Blå Oplevelsers Søren Larsen fortælle om det spændende liv, der venter dig på stenrevene. 

GALLERI FRA LILLEBÆLT NORD