KERTEMINDE BUGT & ROMSØ

EN NATURPERLE I STOREBÆLT

Næsten alle oplevelser i Kerteminde er blå oplevelser! Den lille, hyggelige by, der ligger ud til Storebælt, er nemlig meget tæt forbundet med havet og naturen. Det ses tydeligt, når man er på besøg. Kerteminde har et meget smalt havneindløb, hvor vandet fra Storebælt og Kerteminde Fjord dagen lang kæmper en brav kamp om at komme frem og tilbage. Det skaber nogle meget spændende forhold under vand med til tider stærk strøm, klart vand og masser af liv.

Hele området omkring Kerteminde er enormt spændende. De flotte kyster med klinter til både nord og syd, fjorden, bugten og Romsø Sund er alle oplagte udflugtsmål. Og så er der øen Romsø med en helt unik stemning og natur, både over og under vand, der gør at man næsten føler sig henført til en helt anden verden. Romsø ligger desuden i et beskyttet Natura 2000 område og er delvist fredet. 

Stenrev med masser af liv, marsvin i hobetal og dåvildt i strandkanten venter alt sammen på dig i dette nordvestlige hjørne af Storebælt. 

BLÅ OPLEVELSER I KERTEMINDE BUGT OG ROMSØ

Mød savgylten!

Savgylten er et forunderligt og spændende bekendtskab. Den er en af vores mest farvestrålende fisk og er i familie med den mere eksotiske papegøjefisk, som nogle kender fra koralrevene i udlandet. 

Savgylten foretrækker områder med masser af sten, og derfor er stenrevet ved Romsø et rigtigt godt sted at bo. I foråret laver den rede i stenene, som den nøje bygger ved at flytte rundt på forskelligt tang. Den bider tangen af med sine stærke tænder, og er man stille kan man faktisk nogle gange høre at fiskene har travlt med at gnave. Kom helt tæt på savgylten her! 

GALLERI FRA KERTEMINDE BUGT 0G ROMSØ