HO BUGT & VADEHAVET
DET VILDE VADEHAV
Vadehavet er et af verdens mest betydningsfulde naturområder, og er derfor blevet udnævnt til UNESCO Verdensarv. Det unikke havområde strækker sig langs de danske, tyske og hollandske kyster. Vadehavet er et sårbart og foranderligt økosystem, som er formet af tidevand og vind. Her finder du de største fugleflokke i hele Danmark, og tusindvis af sæler, der har gjort de mange sandbanker til deres hjem.
Vadehavet er et hav, der – ironisk nok – opleves rigtigt godt fra land. Det lave vand kan være en udfordring for både og andre fartøjer, og vil du virkelig dykke ned i Vadehavets dynamik, er det på med gummistøvlerne og frem med kikkerten. Tag på ravjagt, østerssafari, traktortur eller fuglekig. Besøg de mange naturcentre, Vadehavscentret og Fiskeri- og Søfartsmuseet for at blive klogere på naturen og den rige maritime historie. Tag til Esbjerg og mærk fiskeriets betydning og menneskets tilknytning til Nordsøen. Og besøg øerne for at opleve, hvordan den vilde natur har formet de lokale landsbysamfund.
Men er du klar på at tage udfordringerne til havs op, venter der spektakulære oplevelser på vindstille dage; nysgerrige sæler, vade- og andefugle i tusindvis, turbøjer i Ho Bugt og et helt specielt landskab her ved tærsklen til den utæmmelige Nordsø.
BLÅ OPLEVELSER I HO BUGT OG VADEHAVET
Blå Oplevelser er taget til Ho Bugt og Vestkysten, hvor livet på det lave vand er anderledes end i de indre danske farvande. Bunden kan virke lidt øde pga. at der ikke vokser særligt meget tang. Det er svært for planter og dyr at slå sig ned her, hvor de store kræfter fra vind og bølger dominerer.
Men under sandbunden sker der en hel masse. Masser af små fladfisk, muslinger og rejer holder til, og når man går tur langs stranden kan man finde masser af beviser på det liv, der lever længere ude på dybderne.
I videoen her har BLOPs Søren Larsen fundet forskellige muslinger, skeletter fra blæksprutter, rokkeæg og konkylie snegle, og han ser nærmere på de dyr, der kalder den vilde kyst for deres hjem.