PRÆSTØ FJORD & FAXE BUGT
VERDENSARV OG VIGTIG KYSTNATUR
Præstø Fjord er en unik og vigtig fjord, der er omgivet af meget varieret natur. Her mødes brakvand og saltvand, fyrreskov på land, rørskov i vandkanten, små øer og strandeng. Halvøen Feddet afgrænser fjorden fra Faxe Bugt, og gør denne til et oplagt og beskyttet sted til blå oplevelser, når vindretningen er gunstig. Her er masser af turbøjer og Præstø Havn er både et skønt udflugtsmål og startsted for nogle af oplevelserne. I den sydlige del af fjorden ligger Lilleholm, Storeholm og Maderne, som guider dig ud af fjorden og forbi Roneklint Fyr. Hele området er vildtreservat og tiltrækker i massevis af forskellige yngle- og trækfugle hele året.
Faxe Bugt er et smukt bekendtskab med kystskov, langstrakte sandstrande og de hyggelige havne i Faxe Ladeplads og Rødvig. Den nordlige del af bugten byder på højdepunktet, Stevns Klint, som er UNESCO Verdensarv lokalitet. Den imponerende klint har fået denne flotte titel, fordi den er det bedste sted i verden at opleve sporene fra den asteroide, der for 66 millioner år siden ramte jorden og forårsagede dinosaurernes endeligt, sammen med halvdelen af alt liv på jorden.
BLÅ OPLEVELSER I PRÆSTØ FJORD OG FAXE BUGT
Dinosaurerne og halvdelen af jordens liv blev udryddet for 65 millioner år siden. Det vidner lagene på Stevns Klint om. En sort stribe mellem de hvide og gule lag, fiskeleret, viser spor fra den asteroide, der satte et endeligt punktum for de imponerende fortidsdyr. Stevns Klint er af samme årsag udråbt til UNESCO Verdensarv, og den spændende og komplicerede historie kan du snart få formidlet, når Stevns Klint Besøgscenter åbner i oktober 2022.
Havet ved klinten er meget ferskt på grund af vand fra Østersøen, der presser sig op igennem bæltet mellem Sjælland og Sverige. Det betyder at mange havdyr, som vi ser andre steder i landet, ikke findes her. Det gælder bl.a. søstjerner, krabber og hummere. Man skal dog ikke længere end til Nordsjælland førend vandet bliver salt nok igen. Til gengæld trives fladfisk som pighvarrer og skrubber fint her, og det samme gør ferskvandsfisken, rimten.