AALBORG BUGT

HVOR LIMFJORDEN OG KATTEGAT MØDES

Aalborg Bugt er hjemsted for et helt fantastisk naturområde. Her, hvor Limfjorden har sin østlige udmunding i det åbne Kattegat, har vind og vejr sat sine tydelige præg på kystnaturen. Aflange barriereøer, sandrevler og en evigt foranderlig havbund er karakteristiske for farvandet.

Naturen tiltrækker ikke kun eventyrlystne sejlere og roere, men også sæler, marsvin og tusindvis af fugle. Vildtreservatet Hals Egense ligger lige ved fjordens udmunding, og det er etableret for at beskytte de mange fugle, der yngler, raster og overvintrer i dette Vadehavs-lignende område. Både nord og syd for Limfjordens udmunding ligger flere skønne lystbådehavne, og en færge transporterer dem, der ikke kommer via vandvejen, mellem de to perler, Hals og Egense.

Inde i fjorden bugter farvandet sig mod Aalborg, og undervejs er der både vilde strandenge, opdyrket land og tydelige tegn på at du nærmer dig en travl havneby. Selve Aalborg bugner af skønne lystbådehavne, friluftstilbud og et levende havnemiljø. På den anden side af Aalborg åbner Limfjorden sig langsomt, og naturen kommer atter i fokus.

BLÅ OPLEVELSER I AALBORG BUGT

Det er ikke ualmindeligt at møde delfiner i Limfjorden, og for nogle år siden var det sejlere og roere fra Halse og Egense, der var heldige at komme helt tæt på en flok store delfiner. Takket være dyrenes unikke rygfinner, fandt man ud af at netop disse delfiner stammer fra en større flok i Skotland. I dag opholder nogle af dem sig fortsat i Limfjorden, dog i den anden ende ved Thyborøn.

Delfiner er noget større end vores danske marsvin, og derudover er der en række kendetegn, der gør at vi kan se forskel på delfiner og marsvin, f.eks. rygfinnens form. Hos marsvin er den lille og trekantet, mens den hos delfiner er noget højere og sejlformet.

Hør Søren Larsen fortælle mere om forskellen på de to havpattedyr.