SEJLADS

STOREBÆLT ØST

FRA KORSØR TIL OMØ

Sjællands Storebæltskyst er enormt indbydende for sejlere. Syd for Storebæltsbroen ligger en skøn kyst med Korsør Lystbådehavn i nord og Skælskør Havn i syd. I bunden af området ligger to de øer, Agersø og Omø, som er et must, når du er på de kanter. Du kan sagtens planlægge et mindre togt på flere dage, hvis du vil have det hele med – og det bør du.

Korsør Lystbådehavn ligger helt fantastisk ud til Storebælt med udsigt til den enorme bro. I Korsør ligger ligeledes en flådestation, hvor flere imponerende militære fartøjer oftest kan observeres. Når du vender stævnen sydover møder du et flot stykke kystskov, hvor byen slutter. Her vokser de grønne træer helt ude på spidsen af klinterne med udsigt over det blå hav.

SKÆLSKØRS SKØNNE FJORD
Du passerer herefter en buet bugt med en lang dejlig sandstrand. Her er det oplagt at gøre et ankerstop og tage en badetur, inden turen går til ind gennem den lange sejlrand mod Skælskør eller ud til Agersø. Indsejlingen til Skælskør er i sig selv en oplevelse. Den smalle sejlrand er godt markeret, så du kommer sikkert helt ind i bunden af fjorden.

Undervejs kan du nyde den omkringliggende natur, der byder på masser af strandeng og små laguner, hvor det bugner med forskellige kystfugle. Bølgende marker og den lille, charmerende Vasebro Havn er også nogle af højdepunkterne på vej ind til hyggelige Skælskør. Hele området er en del af et vildtreservat, hvilket betyder at dyrelivet her nyder godt af ekstra beskyttelse i form af forskellige færdsels- og jagtforbud.

Skælskør er en helt fantastisk havn. Den ligger utroligt smukt placeret lige i byens centrum, mellem den naturskønne fjord og Noret. Der er masser at opleve på en god gåtur i både by og havn. 

Du kan også tage på fjordsejlads i Inderfjorden med Skjelskør V, som afgår fra havnen.

AGERSØ OG OMØ
Agersø er omkring 7 km2 stor, men oplevelser skorter det ikke på. Agersø Havn og by er utroligt charmerende, og her kommer du helt ned i gear mens du nyder ø-livet. I Bøgevig, på øens nordøstkyst, ligger flere turbøjer som du kan gøre kortere ophold eller overnatte ved. 

Næsten helt øens nordspids og sydspids er strandeng, og her yngler Danmarks største måge, svartbagen. Her er også kolonier af andre måger, forskellige terner og edderfugle. Masser af forskellige vade- og andefugle nyder også godt af øens ro, og du kan opleve bl.a. strandskade, stor præstekrave, kobbersneppe, rødben og forskellige ryler. Agersø ligger også lige i de store rovfugles træk-rute, så kig op efter store, svævende vinger. 

Omø er med sine ca. 4,5 km2 knap halv størrelse af Agersø. Men samme idyl og smukke natur gør sig gældende. Omtrent halvanden kilometer fra Omø Havn ligger Omø Fyr ved et stort vådområde, der hedder Mosen. Her kan du møde mange af de samme kystfugle som på Agersø. Udsigten over havet, der omringer den lille ø, opleves bedst fra Skovbakken. Befinder du dig på Omø når det er mørkt og klart, er stjernehimlen et syn for sig selv. 

Har du ikke egen båd, kan du tage færgen til både Omø og Agersø fra Stigsnæs Havn.

 

UDGANGSPUNKT:

Korsør Lystbådehavn eller Skæslskør Havn

SVÆRHEDSGRAD:

Middel

DISTANCE:

Varierende

TURBØJER VED STOREBÆLT ØST

Agersø, Bøgevig
GPS position:
55° 14.285′ N 11° 11.318′ E

Agersø, Bøgevig
GPS position: 
55° 14.263′ N 11° 11.253′ E
 
Agersø, Bøgevig
GPS position:
55° 14.231′ N 11° 11.333′ E
 

Agersø, Bøgevig
GPS position:
55° 14.177′ N 11° 11.317′ E

BLÅ OPLEVELSER I STOREBÆLT ØST

Den 10. december 1956, fik Agersøs beboere sig noget af en overraskelse. En spækhugger var strandet på vestkysten, og det var en pænt stor en af slagsen. På Agersø Naturcenter kan man læse mere om hændelsen og se bl.a. hvalens ryghvirvel.

Spækhuggeren er et rovdyr, og har fået dens dramatiske navn pga. de spidse, kegleformede tænder, der kan bore sig ned i kødet på byttet. Der er faktisk set spækhuggere flere gange i Danmark. Mange af dem passerer Nordvestjylland og nogle af dem havner altså i de indre danske farvande. Men spækhuggeren fra 1956 var ikke den eneste hval, der strandede på Agersø. Tre år senere fik øboerne besøg af en næbhval.