TÆT PÅ HAVET
RINGKØBING FJORD
FISKERIETS HUS
I Fiskeriets Hus i Hvide Sande kan du få historien om byens tilbliven og det vigtige fiskeri. Her er der udstillinger om både det gamle og det nye fiskeri, bl.a. ålefiskeriet. Du lærer også om afvandingsslusen og dens vigtige funktion.
Her er også akvarier, hvor du kan opleve både saltvands- og ferskvandsfisk. Saltvandsakvarierne viser de forskellige miljøer, som fiskene i Nordsøen og Vesterhavet lever i. Du kan f.eks. opleve flere arter af fladfisk og hajer, havkat, blæksprutter og en masse andre dyr, f.eks. søanemoner og søstjerner. Nogle af akvarierne viser bl.a. livet omkring vrag, og så er her også et rørebassin hvor du kan komme helt tæt på nogle af dyrene.
Ferskvandsakvariet viser nogle af de arter, der holder til i Ringkøbing Fjord. Her fortælles om de lokale fiskearter, bl.a. helten, som kun findes få steder i Danmark, og som trives bedst her i fjorden. Du kan også komme med på guidede ture i sommerperioden, hvor du oplever nogle af Hvide Sandes vartegn og lærer om fiskerbyens historie.
BORK VIKINGEHAVN
I Bork Vikingehavn, der ligger nogle kilometer syd for Bork Havn, kommer du og familien tilbage til fortiden. I dag kan det virke mærkeligt med en havn inde i landet, men tilbage i vikingetiden var Ringkøbing Fjord en åben vig ud til Vesterhavet. Her kunne vikingernes skibe ligge i læ, inden de tog på langfart. I dag er der stadig vikinger i havnen, og i månederne juli og august er de særligt aktive på disse kanter.
Her går vikinger i alle aldre rundt og udfører deres gøremål. Der smedes sværd ved smedens esse, og der bages fladbrød i husene. Et festligt syn er det ved det årlige Vikingemarked, hvor flere hundrede vikinger slår lejr for at handle med håndlavede varer, ride på islandske heste og ’slås’ med hinanden. Bork Vikingehavn er et eldorado for børn.
-
DEN LEVENDE SYNÅL
7. april 2022 Viden om hav og kystnatur
-
KOM I GANG MED KAJAK
26. april 2022 Bliv klar til Blå Oplevelser
-
DE VIGTIGE STENREV
11. maj 2022 Fokus på havmiljø
BLÅ OPLEVELSER I RINGKØBING FJORD
Mød Vestkystens blå brandmand!
Ved den danske vestkyst kan du om sommeren og efteråret ofte se den blå brandmand. Det er meget sjældent at den salt-glade gople bevæger sig ind i de mere ferske, indre farvande. Den blå brandmand er i samme familie som den mere kendte røde brandmand. Den blå brandmand er dog mindre og har færre tentakler. De har nældeceller, som de brænder deres bytte – eller uopmærksomme badegæster – med.
Heldigvis er danske brandmænd ikke farlige eller giftige, og rør man dem på toppen af klokken, brænder de ikke. Den blå brandmand er utroligt flot i farven, men selvom den er et smukt syn, er det ret irriterende at den lige skal finde vej til kysten midt i badesæsonen. Omkring februar frigøres den blå brandmand fra sit polypstadie, og vokser de næste par måneder op til omkring 15-20 cm i diameter.