SEJLADS

RINGKØBING FJORD

RUNDT I RINGKØBING FJORD

Ringkøbing Fjord er et utroligt spændende sted at sejle. Det er dog en ret lavvandet fjord, men følger du et opdateret søkort, volder turen rundt i denne smukke fjord dig ingen problemer. Kommer du fra Vesterhavet, skal du igennem gennemsejlingsslusen ved Hvide Sande. Og når du alligevel er i Hvide Sande, så tag dig god tid til at nyde fiskerbyen og dens charmerende stemning. I Tyskerhavnen ordnes der bundgarn, redskaber og fisk, mens fjordjollerne bringer fiskere med deres fangst i land, og kunstnere er også tiltrukket af stedets specielle lys.

En tur rundt i Ringkøbing Fjord bør være et ’turbøje-hop’ eller et ’havne-hop’, for her er begge dele godt spredt i alle fjordens kringelkroge. Lige nordøst for Hvide Sande slusen ligger den første turbøje og længere mod nord to mere.

I den østlige del af fjorden ligger Ringkøbing Havn, blot et stenkast fra det hyggelige centrum. Syd for Ringkøbing, ligger den fredede ø, Klægbanke. Det er ét af de mange steder i fjorden, hvor massevis af fugle yngler og opholder sig under træk.

Længere sydpå ligger Stauning Havn, som absolut er et besøg værd. Havnen ligger i naturskønne omgivelser og den lange tur gennem den udgravede indsejling er i sig selv en oplevelse. De dynamiske strandenge strækker sig ned til Danmarks største å-delta, hvor Skjern Å har sit udløb. Hele Ringkøbing Fjord er vildtreservat pga. den dyrebare natur, som er vigtig for hundredtusindvis af fugle.

Skaven Havn og den tilstødende badestrand er et skønt sted at tage et kortere eller længere ophold, inden turen går til Bork Havn i bunden af fjorden. Herfra er det en kort udflugt på land til spændende Bork Vikingehavn, der bugner af aktiviteter. Du kan også tage et ophold ved turbøje, der ligger lidt nord for havnen. Der ligger også en turbøje nordøst for Tipperne, hvor du har udsigt til ét af vores vigtigste fugleområder samt store dele af fjorden.

UDGANGSPUNKT:

Hvide Sande Havn eller Lystbådehavn

SVÆRHEDSGRAD:

Middel

DISTANCE:

Varierende

TURBØJER I RINGKØBING FJORD

Ved Tysker Havn
GPS position:
56° 0.847′ N 8° 8.750′ E

Ved Lyngvig Havn
GPS position: 
56° 2.765′ N 8° 9.425′ E

Tipper Rende
GPS position:
55° 55.200′ N 8° 16.500′ E

Se flere turbøjer i Ringkøbing Fjord her 

BLÅ OPLEVELSER I RINGKØBING FJORD

Mød Vestkystens blå brandmand!
Ved den danske vestkyst kan du om sommeren og efteråret ofte se den blå brandmand. Det er meget sjældent at den salt-glade gople bevæger sig ind i de mere ferske, indre farvande. Den blå brandmand er i samme familie som den mere kendte røde brandmand. Den blå brandmand er dog mindre og har færre tentakler. De har nældeceller, som de brænder deres bytte – eller uopmærksomme badegæster – med.

Heldigvis er danske brandmænd ikke farlige eller giftige, og rør man dem på toppen af klokken, brænder de ikke. Den blå brandmand er utroligt flot i farven, men selvom den er et smukt syn, er det ret irriterende at den lige skal finde vej til kysten midt i badesæsonen. Omkring februar frigøres den blå brandmand fra sit polypstadie, og vokser de næste par måneder op til omkring 15-20 cm i diameter.