SEJLADS

ØRESUND NORD

LANGS ØRESUNDSKYSTEN

Øresund er et af vores skønneste og mest populære sejladsfarvande. Der bliver virkelig kræset for lystsejleren her, hvor de mange charmerende havne én efter én tilbyder noget særligt. Fra Rungsted Havn med sin imponerende størrelse og fantastiske, levende havnemiljø til idylliske Sletten Havn, hvor den friske fisk venter. Fra Nivå Havn med sin lækre sandstrand til Helsingør Nordhavn med Øresundsakvariet, Kronborg og et pulserende byliv som naboer. Måske vil du en tur til Sjællands nordligste punkt ved Gilleleje og opleve Kattegats åbne hav, der strækker sig foran dig.

Øresund er også indgangen til den svenske vestkyst, og med blot et par kilometer som korteste afstand, kan du nemt bryste dig af at være udlandssejler. Hvis du krydser over til nabolandet, så hold udkig efter den blåfinnede tun, der de seneste år er vendt tilbage til Øresund, og som kan ses springe ud af vandet.

TURBØJER I NIVÅ BUGT
Hvis det ikke lige er det travle havneliv, der trækker mest, eller du blot vil have en pause, kan du benytte de turbøjer, Danske Tursejlere har lagt ud i Nivå Bugt. De ligger ganske naturskønt, lige ved Nivå Bugt Strandenge. Strandengene bugter sig langs kysten fra Nivå Havn og næsten ned til Mikkelsborg. Mest koncentreret er fuglelivet knap en kilometer syd fra Nivå Havn, hvor strandengen og en stentange strækker sig ud i Øresund. Området er præget af sandtanger, søer, rørskov og laguner.

Romsø Masser af fugle raster og fouragerer her. Du kan opleve en lang række vadefugle, som f.eks. strandskade, ryler, mudderklire og rødben. Forskellige ternearter dykker i havet efter småfisk, og andefugle som f.eks. toppet skallesluger og edderfugle ligger i større eller mindre grupper.  Så husk kikkerten, når du ligger ved bøjerne her. Og hold i øvrigt også øje med de mange marsvin, der holder til i Øresund. 

FÅ EN LILLE SMAG AF SVERIGE
Hven er en svensk ø, der ligger lige midt i det nordlige Øresund. Med en afstand på ca. 7 kilometer fra Rungsted Havn, er øen oplagt til en dagsudflugt. Tre havne kan du lægge til i, hvis du vil i land og opleve øen – husk at tage cyklerne med ombord hjemmefra. Hvens højeste punkt er 45 meter over havets overflade og her får du en ganske pæn udsigt over Øresund.

Det kan godt anbefales at sejle hele vejen rundt om Hven. Kysterne er utroligt flotte og veksler mellem høje klinter og tætbevoksede skrænter. Kolonier med hundredvis af digesvaler sørger for den akrobatiske underholdning, når de flyver tæt over havoverfladen og med turbofart ind i de lange redehuller, de har gravet i klinterne. Hullerne kan være næsten halvanden meter dybe. 

 
UDGANGSPUNKT:

En af de mange lystbådehavne langs kysten

SVÆRHEDSGRAD:

Let til middel

DISTANCE:

Varierende

TURBØJER I ØRESUND NORD

Nivå Nord
GPS position:
55° 56.948′ N 12° 32.130′ E

Nivå Syd
GPS position: 
55° 55.468′ N 12° 31.654′ E

Mikkelborg
GPS position:
55° 55.144′ N 12° 31.626′ E

BLÅ OPLEVELSER I ØRESUND NORD

Den blåfinnede tun er tilbage i Øresund!

I 60 år har den enorme fisk været forsvundet fra danske farvande, men de senere par år er der kommet flere og flere til. Fiskens tilbagevenden skyldes til dels flere restriktioner på erhvervsfiskeri. Samtidig fungerer Øresund som en tragt, hvor store stimer af mindre fisk, som f.eks. sild og makrel, passerer mellem Kattegat og Østersøen. Det gør farvandet til et fantastisk spisekammer for tunen, der kan blive over 3 meter lang og veje op til 700 kilo.

I Øresund bliver de springende tun på jagt et mere og mere almindeligt syn. Mange tror at det er en ny art, der gør indtog herhjemme, men faktum er at den blot er vendt hjem. Hvis du vil opleve den blåfinnede tun i Øresund kan du tage med Øresundsakvariet på guidet tunsafari.