SNORKLING & DYKNING

NYBORG FJORD

DANMARKS VENEDIG

’Danmarks Venedig’ er et utraditionelt dykkersted. Navnet har det fået pga. de bygninger, der står på pæle ude i vandet i Nyborg havn. Og det utraditionelle ligger i at der skal dykkes under husene, mellem pælene. Og her er utroligt flot. Pælene er overbegroet med søpunge, der med deres orange og rødlige nuancer er et smukt syn, især når solen bryder igennem overfladen.

Dykket er ikke særligt dybt, og der kommer ikke megen strøm ind i dette beskyttede hjørne af havnen. Derfor er stedet et godt begyndersted, hvor man stille og roligt kan ligge og nyde livet, der har tilpasset sig omkring pælene. Det er et godt sted for den legesyge dykker, der nyder at bevæge sig mellem pælene. Det er også et godt sted for den, der er vild med de finurlige detaljer.

STORE FISKESTIMER OG SMÅ DETALJER
Det er nemlig ikke kun søpunge, der er flyttet ind under det moderne havnebyggeri. Muslinger og rurer har sat sig godt til rette på pælene og du kan se muslingernes fimrehår og rurernes tentakler bevæge sig i rytmiske bevægelser, som de fanger mikroskopiske alger og plankton, som er deres føde. Forskellige typer tang svajer stille i vandet. Søstjerner kravler på pælene og går på rov efter døde dyr, den kan optage med sin mund, som også er dens mave. Se om du kan finde de enkelte søanemoner og brødkrummesvampe, der vokser mellem alt det andet liv.

Helt magisk bliver det, når store fiskestimer glider forbi mellem pælene. I havnen er der nemlig utroligt mange fisk, som også tiltrækker en stor skare af lystfiskere. Makreller er sild er forholdsvis store fisk, der kan nydes her, og giver nærmest et tropisk islæt, når solen glimter på deres sølvfarvede skind gennem overfladen. Men også stimer af mindre fisk som tobis og hundestejler ses i store stimer. 

Kig også på bunden, hvor krabber i massevis samler føde og kutlinger og fladfisk også kommer forbi med jævne mellemrum. Eftersom det er en del af havnebassinet, kan du også støde på nogle lidt mere besynderlige ting, der er røget i vandet. En parasol, der er blæst i vandet bliver hurtigt overtaget af tangplanter og andet liv. 

 
UDGANGSPUNKT:

Broen langs Vesterhavnen

SVÆRHEDSGRAD:

Let

FACILITETER:

Ingen

BLÅ OPLEVELSER I NYBORG FJORD

Hvad sker der egentlig under båden, når du ligger ved en turbøje?

Her i Nyborg sker der en hel masse! Bl.a. kan du møde stor tangnål, som er vores næststørste nålefisk med sine helt op til 46 cm. Stor tangnål har yngletid i juli til oktober, og her overfører hunnen ca. 200 æg til forskellige hanner, der bærer dem i sin rugepose. En stor han kan bære op til 500 æg.

Arten er en passiv jæger, som ligger stille på bunden og venter på sit bytte.
Forbipasserende smådyr suges ind i toppen af fiskens pipettelignende mund. Føden udgøres især af små fritsvømmende krebsdyr og fiskeyngel.

Så hop i vandet med maske, snorkel og svømmefødder næste gang, du ligger for svaj ved en turbøje!