TÆT PÅ HAVET
LIMFJORDEN SYD
JYLLANDSAKVARIET
Jyllandsakvariet i Thyborøn samler massevis af blå oplevelser til alle aldre. Og der er ikke så lidt af dem. Selve akvariet er utroligt flot og her kan du opleve danske fisk, der lever både ved kysten og ude på det åbne hav. Der er også tema-akvarier og rørebassin, og så kan du være med til at fodre hajerne og de andre fisk. På akvariet kan du bl.a. også lave dit eget ravsmykke eller souvenirs af strandskaller.
Jyllandsakvariet arrangerer også en række oplevelsesture ud af huset i samarbejde med Seaside Safari. På ravsafari-turen lærer du selv at finde rav sammen med en guide, og efter turen kan du kalde dig ravjæger. Du kan tage på østerssafari fra flere lokaliteter i Limfjorden. Du bliver iført waders og lærer hvordan du finder og fanger østers, hvordan du åbner dem og får tips til tilberedning. Og så er der østers garanti!
I Limfjorden lever der masser af sæler, og bl.a. her ved indgangen til fjorden er der massevis af sandbanker, som sælerne holder til på. Du kan både opleve spættede sæler og gråsæler på turen, hvor guiden fortæller om dyrene og deres levevis. Og måske ser du også en af de delfiner, der i længere tid har holdt til her ved Thyborøn kanal. Du kan faktisk også booke en delfinsafari med Jyllandsakvariet, hvor fokus er på delfinerne.
Seaside Safari arrangerer desuden ture fra flere andre steder, bl.a. østerssafari fra Jegindø og Oddesund. Jyllandsakvariet ligger midt i et centralt oplevelsesområde i Thyborøn, hvor mange andre maritime oplevelser venter, bl.a. Ravhuset, Sneglehuset, Sea War Museum og Mindeparken for Jyllandsslaget.
-
DEN LEVENDE SYNÅL
7. april 2022 Viden om hav og kystnatur
-
KOM I GANG MED KAJAK
26. april 2022 Bliv klar til Blå Oplevelser
-
DE VIGTIGE STENREV
11. maj 2022 Fokus på havmiljø
BLÅ OPLEVELSER I LIMFJORDEN SYD
Den sydvestlige del af Limfjorden har de seneste par år været hjemsted for en lille flok øresvin. Og selvom det ikke er unormalt at delfiner gæster danske farvande, er denne flok lidt speciel. Takket være et samarbejde mellem danske naturfotografer og skotske forskere, har man nemlig kunne identificere delfinerne og fundet ud af, at de kommer fra Moray Firth fjorden i Skotland.
Flokken er dog siden ankomsten til Limfjorden blevet halveret, idet nogle af delfinerne – hvoraf de fleste har Star Wars inspirerede navne – er svømmet mod østlige farvande. Tilbage i Thyborøn-kanalen er dog stadig tre delfiner, der nyder godt af de mange sild i området. Det gælder bl.a. hunnen Chewbacca, der faktisk er mor til delfinen Yoda (lokalt kaldet Delle) i Svendborg!
Du kan ofte se delfinerne fra land, og tager du ud i båd, så husk altid at holde god afstand til de vilde dyr (mindst 100 meter), og lade dem komme til dig.
Foto: Morten Aagaard