SEJLADS
LIMFJORDEN NORD
RUNDT I LIMFJORDEN NORD
Limfjorden er noget af det skønneste sejladsfarvand, vi har i Danmark. Massevis af øer, vige og bugter, sammen med en perlerække af hyggelige kystbyer og havne, gør turen til noget helt særligt. Kommer du ind i Limfjorden fra øst, f.eks. fra Aalborg, venter der, på den første strækning, et kringlet og lavvandet farvand, hvor du skal følge afmærkningerne nøje. Her ligger nogle turbøjer, hvor du med rette kan gøre stop og nyde den omkringliggende natur. Nibe Havn er et besøg værd, her er smukt og masser at lave for ferieelskende familier.
Gennem hele det smalle stræde møder du flere små holme, der primært består af strandeng. Her skal du holde øje med sæler og de mange hav-, ande- og vadefugle, der holder til på og omkring holmene. Aggersundbroen er en klapbro, der skal passeres inden Limfjorden for alvor åbner for alle sine herligheder. Her ved udmundingen ligger Løgstør, som bugner af maritime tilbud, fra museer til muslingefester.
I det nordligste hjørne af denne del af fjorden ligger et af landets vigtigste fuglelokaliteter, Vejlerne. Vildtreservatet strækker sig godt ud i Limfjorden, og selvom du ikke kan komme helt ind under kysten og besøge Vejlerne i båd, er der masser af fugleliv ude i fjorden også. Store flokke af edderfugle og andre andefugle på vandet, samt overflyvende storspover, klyder og forskellige rovfugle ses ofte her.
Mod vest skal du gennem Feggesund for at komme ind til Thisted Bredning. Ved Fleggerøn ligger en turbøje utroligt naturskønt. Tag en pause og hold øje med nysgerrige sæler. På den anden side af Amtoft Færgehavn starter et område med strandeng, der går op til dæmningen ved Østerild Fjord og Hovsør. Her vrimler det med andefugle, gæs, fiskehejrer, skarver og vadefugle som vibe, rødben og strandskade. Ved Hovsør ligger en turbøje, hvor du kan nyde alle herlighederne.
DE SMUKKE ØER
På vestkysten af Mors kan du nyde det imponerende klintelandskab ved Hanklit, og du kan lægge til ved en turbøje nordøst for Vildsundbroen, eller i en af de hyggelige havne. Turen bør også gå om på østsiden af Mors og denne åbne del af Limfjorden, hvis du vil have det hele med. Gå på fossiljagt på Mors, eller tag på skaldyrssafari ved Nykøbing Mors.
Længere ude i fjorden ligger nogle vigtige områder for sæler og havfugle. Ejerslev Røn og den lange sandrevle mellem denne og Livø, huser til tider store flokke af både spættede sæler og gråsæler. Skarv, terner, måger og andre fugle holder også til her, hvorfor de to steder er beskyttede. Ved Livø Havn ligger en turbøje, og øens lange tange, Liv Tap strækker sig næsten to kilometer ud fra øen. Her holder der også sæler til. Selve øen var tidligere en fange-ø, men i dag er den mangfoldige natur og det rige dyreliv i centrum.
Tag også rundt om Fur og nyd turbøjen ved østkysten og øens smukke klinter. I disse fantastiske molerklinter kan du se de imponerende lag, som er skabt gennem millioner af år, af fortidens barske og imponerende kræfter. Knudeklinten er blot et eksempel på dette og kandiderer til at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I molergravene kan du også tage på fossiljagt og finde 55 millioner år gamle fossiler som f.eks. fugle, fisk eller skildpadder.
UDGANGSPUNKT:
Nykøbing Mors, Aalborg, Løgstør, Nibe lystbådehavne, m.fl.
SVÆRHEDSGRAD:
Middel
DISTANCE:
Varierende
TURBØJER I LIMFJORDEN NORD
Nibe Bredning
GPS position:
57° 0′ 42″N 9° 39′ 18″E
GPS position:
56° 53′ 16″N 9° 6′ 9″E
GPS position:
56° 49′ 55″N 9° 3′ 55″E
Feggerøn
GPS position:
56° 58′ 49″N 8° 56′ 7″E
Thisted Sejlklub
GPS position:
56° 53′ 30″N 8° 44′ 12″E
-
DEN LEVENDE SYNÅL
7. april 2022 Viden om hav og kystnatur
-
KOM I GANG MED KAJAK
26. april 2022 Bliv klar til Blå Oplevelser
-
DE VIGTIGE STENREV
11. maj 2022 Fokus på havmiljø
BLÅ OPLEVELSER I LIMFJORDEN NORD
Danmark har ét eneste fuglefjeld – det ligger ved Bulbjerg i Nordjylland. Det er et utroligt smukt sted, hvor den oceaniske havfugl, riden, yngler på de stejle klipper, der rager 47 meter op over havoverfladen. Men samtidig er det også et sted, der fortæller historien om den barske kyst og naturens kræfter.
I maj er der fuld gang i ridernes redebyggeri, og du kan nyde deres aktivitet i mange måneder fra stranden, mens de opfostrer ungerne i de dramatisk placerede reder. Ungerne bliver i reden indtil de er ca. 6 uger gamle og flyvefærdige, da det ganske enkelt er for farligt for dem at færdes på klipperne før.
Ved Bulbjerg findes en udstillingsbunker, hvor du kan lære mere om fuglefjeldet, fuglene og stedets geologi.