SEJLADS

KOLDING FJORD

FJORDEN RUNDT

En sejltur i Kolding Fjord har det hele; gode havne, flot kystnatur og masser af turbøjer og vige, hvor du kan ligge for svaj. I Kolding ligger der to lystbådehavne, nord og syd for industrihavnen og Kolding Ås udløb. Skærbæk Lystbådehavn ligger i den anden ende af fjorden mod udmundingen til Lillebælt. Den inderste nordlige del af fjorden bugner af private bade- og bådebroer som ingen andre steder. Der ligger også to såkaldte frokostbroer, som du kan lægge til ved og holde en pause, ved henholdsvis Agtrup Vig og nord for Elvig Høj Strand.

Turbøjerne finder du bl.a. i hyggelige Agtrup Vig, nord og syd for Elvig Høj Strand og i inderfjorden. Den nordlige del af fjorden er præget af bebyggelse og de to vige, Gudsø Vig og Eltang Vig. Halvøen Houens Odde separerer Gudsø og Eltang, og her er naturen lidt vildere med bakket terræn, høje træer og steder med rørskov. Vandet er dog meget lavt, så vær opmærksom på hvor langt ind du kan komme. Sejl også forbi Kidholme, der er to sammenvoksede holme. Her holder et rigt fugleliv til.

Den sydlige del af fjorden er mere præget af sandstrande og odder, der strækker sig ud i fjorden. Løverodde Strand ligger ved udmundingen til Lillebælt, og Paradisbugten er et skønt sted at holde en pause og ligge for anker. Længere ind mod bunden af fjorden runder du Skarre Odde og mellem denne og Løger Odde ligger Agtrup Vig, der ligeledes lokker med en rolig pause ved turbøjer eller frokostbro i skønne omgivelser.

UDGANGSPUNKT:

Kolding Lystbådehavn Syd eller Nord

SVÆRHEDSGRAD:

Middel

DISTANCE:

Varierende

TURBØJER I KOLDING FJORD

Kolding Inderfjord
GPS position:
55° 29.520′ N 9° 32.850′ E

Elvighøj
GPS position: 
55° 30.512′ N 9° 35.180′ E

Agtrupvig Ø
GPS position:
55° 29.454′ N 9° 35.637′ E

Se flere turbøjer og frokostbroer i Kolding Fjord her

BLÅ OPLEVELSER I KOLDING FJORD

Pukkelhvaler er forholdsvis sjældne i danske farvande, men de ses med jævne mellemrum, bl.a. i Lillebælt. I sommeren 2014 fangede Gl. Ålbo Campings overvågningskamera en pukkelhval, der sprang ud af vandet tæt på kysten en tidlig morgen. Det var noget, der kunne få de besøgende på dupperne, men hvalen forsvandt hurtigt igen.

Pukkelhvaler kan blive op til 16 meter og 35 tons, og hvalen i videoen vurderes til at være ca. 12 meter lang. Pukkelhvaler springer ud af vandet på denne måde for at kommunikere med andre hvaler. Noget, som denne pågældende hval desværre ikke havde så meget held med.