KAJAK, KANO & SUP

KØGE BUGT

FRA ISHØJ TIL KØGE

En tur langs kysten i Køge Bugt er oplagt i både kajak og SUP. Der er masser af muligheder for at sætte i og variere turens længde. Det er også oplagt at tage en slags ’tema-tur’ med fokus på fuglelivet langs kysten. Her er nemlig flere vådområder, søer og strandenge, som tiltrækker et hav af forskellige fugle. I kajak eller på SUP kan du pakke kikkerten og gå i land de steder, hvor fuglene samles. Og du kan selvfølgelig holde godt øje med himlen og kysten, mens du padler derudaf.

Mod nord stimler havnene sig lidt sammen. Her kan du tage ud fra både Ishøj, Greve, Brøndby og Vallensbæk. Eller blot fra de steder, hvor der er god adgang til vandet, f.eks. ved Ishøj Strandpark. Mosede Havn ligger lidt mere i midten af bugten, og Køge Marina mod syd. Hele kysten byder på lækre sandstrande og klitter, og om sommeren er det oplagt at kombinere turen med nogle badeture.

Mellem Ishøj og Greve kan du opleve masser af liv i indsøerne og på engene. Store flokke af gæs og ænder samler sig periodevis, og også vadefugle holder til. Her er både ynglefugle og fugle, som tager ophold under deres lange træk.

Nord for Køge ligger Ølsemagle Revle, som er et forholdsvis nyt naturområde, der opstod gradvist for mindre end hundrede år siden. Her er en kombination af søer, øer, strandeng, sandrevler og rørskov, og det betyder at du kan opleve utroligt mange slags fugle. Ænder og gæs, der varierer i arter og antal med årstiderne, vadefugle, der yngler og raster f.eks. strandskade, storspove, rødben, klyde, ryle, hjejle og mange flere. Rovfugle kredser over området, havørn er en regelmæssig gæst og når efterårstrækket er på sit højeste, kommer mange andre rovfugle til. I rørskoven kan du opleve ynglende lappedykkere og den smukke, lille fugl, skægmejsen, der sidder i sivene.

UDGANGSPUNKT:

Ishøj Havn, Greve Marina m.fl. 

SVÆRHEDSGRAD:

Let til middel

EGNET TIL:

Kajak, SUP (kortere distancer) 

DISTANCE:

Ca. 25 kilometer fra nord til syd

BLÅ OPLEVELSER I KØGE BUGT

Køge Bugt byder på mange gode muligheder for at opleve kystnaturen. De mange livlige havne er et godt udgangspunkt for aktiviteter på vandet, og her ligger også flere turbøjer til sejlerne. Under vand er bugten god til at gå på undervandsjagt efter pighvar, og over vand er der masser af muligheder for at vandre og se på fugle.

Ishøj Naturcenters Havhytte arrangerer ture i og ved Køge Bugt året rundt. Det kan f.eks. være fugleture, ture med vilde strandurter i fokus eller ture med waders og vandkikkert for at undersøge livet på det lave vand. På alle ture følges du med en naturvejleder, så du kommer helt tæt på bugtens dyre- og planteliv. Læs mere om Havhytten og Ishøj Naturcenters tilbud her