SEJLADS

KALUNDBORG FJORD

RUNDT OM RØSNÆS OG FJORDEN

Kalundborg ligger utroligt smukt mellem to lange næs; Asnæs og Røsnæs. Sammen skaber de en lang, trekantet fjord, der er skøn at sejle i. Af samme årsag ligger her en del turbøjer, så du kan nyde naturen og området bedst muligt. Hvis du vil i havn er her to at vælge imellem. Kalundborg Vesthavn ligger tættere på centrum og shoppemuligheder. Til gengæld ligger Gisseløre Havn meget naturskønt, med en fantastisk udsigt over byen og kirken, som et smukt vartegn, der indimellem bidrager til stemningen med lidt klokkeklang. Gisseløre er en lang halvø med strandeng, der huser et vildtreservat, så er du interesseret i fugle, kan du gå en tur ud langs tangen. Her skal du holde øje med forskellige ande- og vadefugle.

SJÆLLANDS VESTLIGSTE PUNKT
Fjorden er forholdsvis dyb i forhold til så mange andre danske fjorde, og du kan derfor ofte nyde kysten ganske tæt på. På både Asnæs og Røsnæs er der store områder med flot kystskov. Røsnæs’ høje skrænter og klinter rejser sig dramatisk og slutter som Sjællands vestligste punkt. Her ligger Røsnæs Fyr, hvorfra der på klare dage er udsigt til bl.a. Samsø, Vejrø, Fynshoved, Sejerø og Hjelm. Her er som regel også udsigt til kæmpestore flokke af edderfugle, som nyder livet i havoverfladen, eller dykker ned på bunden efter snegle og muslinger.

Tag endelig rundt om Røsnæs og revet, der strækker sig lidt ud i Kattegat, og nyd den smukke bugt på den anden side, hvor Røsnæs/Nyby Havn er et besøg værd. Hele området omkring Røsnæs er hjemsted for masser af blå aktiviteter, så tag en tur på SUP boardet, gå den smukke tur på spidsen af Røsnæs, eller hop i vandet med dykkermasken og opdag det rige undervandsliv, der boltrer sig mellem de mange sten på bunden.

UDGANGSPUNKT:

Gisseløre Havn eller Kalundborg Vesthavn

SVÆRHEDSGRAD:

Let til middel

DISTANCE:

Varierende

TURBØJER I KALUNDBORG FJORD

Gisseløre Sand
GPS position:
55° 40.774′ N 11° 3.653′ E

Kalundborg Forskov
GPS position: 
55° 40.40′ N 11° 1.767′ E

Kalundborg Forskov
GPS position:
55° 40.49′ N 11° 1.550′ E

Nyrup Kursus ejendommen
GPS position: 
55° 42.36′ N 11° 1.86′ E

Se flere turbøjer i Kalundborg Fjord her

BLÅ OPLEVELSER I KALUNDBORG FJORD

Røsnæs halvøen strækker sig ca. 15 kilometer ud i det nordligste Storebælt, og under overfladen fortsætter det to kilometer lange stenrev, Røsnæs Rev. Her er det dynamiske hav i konstant bevægelse, når de ferske vande fra Østersøen blander sig med de salte fra Kattegat.

Dette tiltrækker enormt meget liv. Her er tusindvis af marsvin, der nyder godt af de mange fisk, og stenrevet er hjemsted for et mylder af dyre- og planteliv.

Røsnæs Fyr på spidsen af Røsnæs er et fantastisk sted at opleve marsvin og store flokke af edderfugle. Og så har du på en klar dag udsigt til bl.a. Samsø, Vejrø, Fynshoved, Romsø og Sejerø.