KAJAK, KANO & SUP

KALUNDBORG FJORD

RUNDT OM RØSNÆS

Kalundborg Fjord er et rigtigt godt sted at ro i kajak, hvis du f.eks. ikke er så erfaren, men ønsker en længere tur, hvor du kan øve dig og blive lidt udfordret. Du kan ligge trygt langs land hele vejen mod Røsnæs Fyr, og har flere steder mulighed for at gå i land eller vende om, hvis vinden tager til efterhånden som du når længere ud. Du kan sætte i ved Gisseløre Havn, hvor der også ligger en roklub. Her runder du vildtreservatet og den lange, krogede tange, Gisseløre. Hold øje med spændende ande- og vadefugle.

OVERNAT I FANTASTISK SHELTER
På turen mod Røsnæs padler du langs høje, smukke skrænter og klinter, og under dig danner de mange sten hjemsted for masser af fisk og tangplanter. Ude ved Sjællands vestligste punkt åbner Kattegat sig, og er vejret til det, er det klart anbefalelsesværdigt at tage rundt om næsset og udforske området her, hvor der på klare dage er udsigt til bl.a. Samsø og Sejerø. Du kan gå i land ved Røsnæs/Nyby Havn.

På spidsen af Røsnæs, på stranden lige under fyret, er et fantastisk beliggende shelter. Her kan du overnatte efter du har nydt solnedgangen over det åbne hav. Tag en badetur i det klare vand, gå rundt om næsset og oplev de dramatiske kystklinter eller besøg fyret. Her er masser at opleve indtil du kan genoptage kajakturen næste dag. Shelteret kan ikke bookes på forhånd, så først til mølle princippet gælder.

UDGANGSPUNKT:

Gisseløre Havn

SVÆRHEDSGRAD:

Let til middel

EGNET TIL:

Kajak, SUP (kortere strækninger)

DISTANCE:

Varierende afhængig af hvor langt rundt du vil. Der er ca. 20 kilometer til spidsen af Røsnæs

BLÅ OPLEVELSER I KALUNDBORG FJORD

Røsnæs halvøen strækker sig ca. 15 kilometer ud i det nordligste Storebælt, og under overfladen fortsætter det to kilometer lange stenrev, Røsnæs Rev. Her er det dynamiske hav i konstant bevægelse, når de ferske vande fra Østersøen blander sig med de salte fra Kattegat.

Dette tiltrækker enormt meget liv. Her er tusindvis af marsvin, der nyder godt af de mange fisk, og stenrevet er hjemsted for et mylder af dyre- og planteliv.

Røsnæs Fyr på spidsen af Røsnæs er et fantastisk sted at opleve marsvin og store flokke af edderfugle. Og så har du på en klar dag udsigt til bl.a. Samsø, Vejrø, Fynshoved, Romsø og Sejerø.