VANDRERUTER

HORSENS FJORD & JUELSMINDE

MASSER AF BLÅ VANDRERUTER

Kan du lide at vandre langs kysten, er området ved Horsens Fjord, Juelsminde og Endelave et rent mekka for dig. Her er utroligt mange kystnære ruter, der tager dig godt rundt i den smukke natur. Nederst på siden kan du følge med på Kyststien, der går mellem Snaptun og Juelsminde.

Fjordminoen er en ca. 59 kilometer lang rute, der tager dig hele vejen rundt om Horsens Fjord. Det inkluderer også øerne Alrø og Hjarnø, og dermed en færgetur. Du kan dog sagtens vælge at tage mindre etaper af turen, eller du kan tage turen over flere dage og overnatte undervejs.

Kaninoen er en vandrerute, der går hele vejen rundt om Endelave. Navnet har den fået pga. de mange vilde kaniner, der bor på Endelave, og som du med al sandsynlighed støder på undervejs. Kaninoen er en smuk kystrute, hvor du har en skøn udsigt over de omkringliggende øer. Ruten er ca. 21 kilometer lang i sin helhed, men du kan sagtens nøjes med noget af ruten. Turen starter ved havnen, hvor du ankommer med færgen fra fastlandet.

Vorsø er en fredet og uberørt ø i Horsens Fjord. Den er lukket for offentligheden, men du kan komme med på guidede ture til øen, der er arrangeret af Odder Museum. Jens Gregersen, der som den eneste bor på øen sammen med sin kone, er naturvejleder på turen. Her vil I opleve et hav af fugle, der trives i den vilde natur. I kan f.eks. være heldig at se en havørn. Turene foregår i sommerperioden og for at komme over til øen skal du vade gennem det lave vand.

Se mange flere kystnære vandreture ved Horsens Fjord og omegn her.

BLÅ OPLEVELSER I HORSENS FJORD OG JUELSMINDE

Tag med på Kyststien!

Kyststien er en vandrerute på ca. 22 kilometer, der går mellem Snaptun og Juelsminde. Turen starter ved de pågældende havne og er fint afmærket hele vejen. Du går langs kysten på næsten hele turen, og naturen er meget varieret. Du møder både skov og sandstrand, og undervejs støder du på flotte udsigter, bl.a. til Hjarnø i Horsens Fjord og As Vig. Du støder også på en udendørs udstilling om naturen og historien ved Snaptun og fjorden.

Ved Tønballe er der et rigtigt flot fugletårn med en helt fantastisk udsigt. Her kan du tage en pause og nyde de mange forskellige kystfugle i området. Du kan bl.a. opleve forskellige terner og vadefugle, edderfugle, skalleslugere, rovfugle og mange andre.