SNORKLING & DYKNING

ÆBELØ & BOGENSE

SNORKEL- OG DYKKERSPOT ÆBELØ

Æbelø og hele det omkringliggende område er en oase af fantastisk natur og dyreliv. Det gælder ikke mindst under overfladen. Du kan godt få et par meter vand her, og det gode ved snorkling og dykning på lavt vand er netop at lyset bryder nemmere igennem og giver et smukt lyst og bedre farver.

Du skal dykke fra båd her, for det er ikke muligt at transportere dykkerudstyr over til Æbelø. Til gengæld ligger Bogense Havn ikke langt væk, og her kan du tage ud fra. Det er næsten altid muligt at finde et sted med læ rundt om øen, hvor du kan hoppe i. Bunden varierer mellem stenet og sandet bund, og som regel finder du de store sten omkring øens mange små pynter.

På stenene vokser mange forskellige og farvestrålende tangarter, der sammen med de naturlige huler og sprækker i stenene tiltrækker rigtigt mange fisk. Mellem tangen kan du finde tangsnarre og tangnål, og oftest holder store flokke at savgylt også til her. Store stimer af tobis og kutlinger, forskellige fladfisk, rejer, søstjerner, ulk og m.fl. er også almindelige. Du kan i det hele taget forvente en pæn artsrigdom på et dyk her.  

UDGANGSPUNKT:

Med båd fra Bogense Marina

SVÆRHEDSGRAD:

Let til middel

FACILITETER:

Faciliteter i Bogense Marina

BLÅ OPLEVELSER VED ÆBELØ OG BOGENSE

Bogense er i dag en vigtigt havn og marina, men tidligere var havnen tillige hjemsted for et stort fiskeri. 15-20 fiskekuttere var aktive tilbage i 1960’erne, hvor målet især var sild og ål. Men sidenhen er det blevet til langt færre kuttere, og i dag er der kun ganske få tilbage.

Fiskerne i Bogense har gennem tiden fået mange interessante ting i nettet. De beretter blandt andet om en 4,5 meter lang brugdehaj. Brugdehajen er verdens andenstørste fisk, men eftersom hajen her ’kun’ var 4,5 meter, var der tale om en unge.

En to meter lang blåhaj er også engang havnet i en Bogense fiskers net ved Æbelø. Den hænger i dag i skoletjenesten på Gyldensteen Strand.