KAJAK, KANO & SUP

AALBORG BUGT

KATTEGATKYSTEN OG LIMFJORDEN

Ved Limfjordens udmunding mellem Hals og Egense ligger en skøn perle af et kajak- og SUP sted. Her kan Kattegatkysten udforskes mod nord og syd, hvor hvide strande, strandeng, masser af sandrevler, holme og aflange barriereøer præger naturbilledet. Vandet er lavt og klart, og udsigten til det åbne hav er helt fantastisk på en solrig og stille dag.

Der er flere hyggelige havne langs kysten, hvor du kan sætte kajakken i; Hals og Egense havne er oplagte udgangspunkter, især hvis du også vil en tur ind i fjorden, eller bare have god tid ved sandbankerne og kysten. Ellers er Hou mod nord og Øster Hurup mod syd gode startsteder til en længere tur.

Det meste af området er vildtreservat, og derfor skal du være opmærksom på reglerne, hvis du vil på land på nogle af sandøerne. Reservatet strækker sig fra den aflange Nordmandshage nord for Hals ned til molen i Dokkedal. På den sydlige del af Nordmandshage, ’Mallorca’, må du f.eks. ikke gå i land i fuglenes yngleperiode (1. april – 15. juli). Det samme gælder for de to halvøer, der ligger i hver ende af den lille bugt syd for Egense Havn. Det er for at beskytte de mange fugle, der yngler og raster her.

Men det er netop også fuglene, der er med til at gøre turen til noget specielt. Du kan opleve en lang række ænder og gæs, f.eks. edderfugl, gravand, sortand, fløjlsand og toppet skallesluger. Vadefuglene fouragerer langs vandkanten, og det kan minde lidt om en mindre udgave af Vadehavet. Her er ryler, hjejler, strandskader, rødben og mange andre vadefugle, afhængig af årstiden. Du kan også møde marsvin og sæler i området. Især sæler holder af det lavvandede farvand med sandrevler, de kan hvile sig på.

Lige nordøst for Korsholmen ligger to forfyr, der i daglig tale kaldes ’salt og peber bøsserne’. De er et alletiders udflugtsmål. Det samme gælder Hals Barre Fyr, der ligger omtrent 4 kilometer fra kysten – denne tur skal dog kun tages i stille vejr, og hvis du har den nødvendige erfaring.

Endelig kan du tage turen ind i Limfjorden og gennem den bugtede kanal til Aalborg. Det er en længere tur, men der er flere kystnære shelters undervejs, hvor du kan overnatte. Kysterne er præget af strandeng og opdyrket land. Selve Aalborg har et aktivt friluftsliv og havnene bugner af gode tilbud. I hele kanalen skal du være opmærksom på erhvervstrafik og holde dig på afstand af sejlrenden. Turen er ca. 30 kilometer fra Hals til Aalborg.

Foto: Morten Kappers

UDGANGSPUNKT:

Egense eller Hals havne, m.fl. 

SVÆRHEDSGRAD:

Middel til øvet

EGNET TIL:

Kajak, SUP

DISTANCE:

Varierende

BLÅ OPLEVELSER I AALBORG BUGT

Det er ikke ualmindeligt at møde delfiner i Limfjorden, og for nogle år siden var det sejlere og roere fra Halse og Egense, der var heldige at komme helt tæt på en flok store delfiner. Takket være dyrenes unikke rygfinner, fandt man ud af at netop disse delfiner stammer fra en større flok i Skotland. I dag opholder nogle af dem sig fortsat i Limfjorden, dog i den anden ende ved Thyborøn.

Delfiner er noget større end vores danske marsvin, og derudover er der en række kendetegn, der gør at vi kan se forskel på delfiner og marsvin, f.eks. rygfinnens form. Hos marsvin er den lille og trekantet, mens den hos delfiner er noget højere og sejlformet.

Hør Søren Larsen fortælle mere om forskellen på de to havpattedyr.