KAJAK, KANO & SUP

SYDFYNSKE ØHAV VEST

ØHOP VEST

Det Sydfynske Øhav er måske det bedste kajakvand i hele landet. Beskyttede bugter, smuk og dynamisk natur fra vand-siden, primitiv idyl og lækkert badevand venter, når du tager på øhop i det vestlige øhav. Området er oplagt til en flerdages tur, så du får det meste ud af de mange, både små og større, øer. Der er flere muligheder for overnatning på øerne, men kun få steder hvor du er tæt på vandet og i nem gåafstand til kajakken på stranden. Er du derfor til det helt primitive, med overnatning i bivuak på stranden, har du mere fleksibilitet i forhold til ruten og hvor du vil overnatte.

I denne del af øhavet kan du tage udgangspunkt i Fåborg Lystbådehavn, der har gode faciliteter og isætningssteder. Vær opmærksom på den omfattende færgetrafik i hele øhavet, ikke mindst når du tager ud fra Fåborg. Om du tager Lyø eller Avernakø/Korshavn først er op til dig samt vind og vejr.

OVERNAT PÅ LYØ
Når du tager ud fra Fåborg er det absolut værd at få Knolden med. Knoldens høje, flotte skrænter ligger på Hornelands sydspids, og er kun forbundet med fastlandet via et smalt stykke land. Fra Knolden kan du krydse over til Lyø. Her i Lyøs charmerende bugt møder du både strandeng, rørskov og hyggelige strande. Øens nordlige spids er fuglereservat, og her er adgang forbudt i fuglenes yngletid fra d. 1. marts – 15. juli. Uden for yngletiden er området klart et besøg værd. Vær ligeledes opmærksom på ikke at gå i land på den nordøstlige spids ved Lyø Sand i samme periode.

på Lyø er det muligt at overnatte på Lyø Camping. Nogle hundrede meter til højre fra havnen (fra vandsiden) ligger et indhegnet areal med plads til kajakken. Herfra er der ca. 300 meter til campingpladsen op ad Nordensvej fra vandet. 

FLERE MULIGHEDER PÅ AVERNAKØ
På Avernakø har du to meget kystnære muligheder for overnatning i telt. Den ene er ved færgehavnen på Avernakø, og den anden på Korshavns østkyst i bugten ved Revkrogen for enden af Hovedvejen. Tidligere var Avernakø og Korshavn to separate øer, men en naturlig aflejring af sand og sten har skabt en forbindelse mellem dem. Naturmæssigt er de mest spændende steder Avernakøs nordvestlige spids samt på Korshavns østvendte kyst. Et Natura 2000 område ved Hovedsø med strandeng og masser af ynglende fugle er et smukt område at padle forbi. Ligeså er de høje, træbegroede skrænter på Korshavns østkyst. Her ved Revkrogen er der også masser af fugle. 

TAG SVELMØ OG BJØRNØ MED
Du kan afslutte dit vestlige øhop med at krydse over til Svelmøs flotte klinter, hvor digesvaler, havterner og forskellige måger har store kolonier. Du kan godt padle rundt om Svelmø, som er en af de danske øer man kan vade ud til fra fastlandet. Et godt sted at holde en pause og få en badetur er ved den lange sandtange, der strækker sig ud fra Svelmøs sydspids. 

Herefter møder du Bjørnø på vej mod Fåborg. Holmene i syd er en lang sandtange, der går næsten 700 meter ud i havet fra kysten. Et virkeligt skønt område at tage et ophold. Undgå færdsel på land i fuglenes yngletid. Lige der hvor Holmene hænger fast på land, ligger endnu en teltplads ved vandet. Bjørnø er en kuperet ø med et område med strandeng i nord. Fra Bjørnø kan du krydse tilbage over til fastlandet ved Dyreborg, inden du atter finder Fåborg.

 

UDGANGSPUNKT:

Fåborg Lystbådehavn

SVÆRHEDSGRAD:

Middel til øvet

EGNET TIL:

Kajak

DISTANCE:

35+ kilometer

BLÅ OPLEVELSER I SYDFYNSKE ØHAV VEST

Under vandet, et ellers fredeligt sted på Horneland, ligger resterne af en kæmpe mole. Molen blev bygget af Nazi-Tyskland i 1943 og gik 200 meter ud fra kysten.

På denne strategisk vigtige placering, lagde tyskernes ubåde og andre både til. På land blev bygget barakker til 30-40 mænd, og en transformaterstation sørgede for at oplade ubådene. Transformaterstationen blev sprængt i luften af modstandsbevægelsen i 1944 og herefter opgav tyskerne anlægget.

Når man dykker under vand, kan man finde spor efter de mange, kraftige pæle, der vidner om det store bygningsværk, som ubådsmolen var. Hør Blå Oplevelsers Søren Larsen fortælle den spændende historie og se billeder fra under vandet.