DYRELIV
SALTHOLM & KØBENHAVN
ØRESUNDS SÆLKOLONI
Området omkring Saltholm, og især ved Svaneklapperne, er det bedste sted at se sæler i denne del af Øresund. Der findes en sælkoloni på sandrevlerne, som du dog ikke må nærme dig, da området er fredet og der er færdsel forbudt. Men du kan sagtens opleve de nysgerrige sæler fra din båd eller kajak, for de frekventerer hele området og kommer gerne tæt på dig for at undersøge dig og dit fartøj nærmere. Husk at medbringe en god kikkert, så ser du sælerne meget bedre.
Den spættede sæl er fredet, og er udover Saltholm også udbredt i Vadehavet, Limfjorden, øerne i Kattegat samt ved Avnø Fjord og Rødsand syd for Falster og Lolland.
TILPASSET ET LIV I VAND
Den spættede sæl er et interessant bekendtskab. Nysgerrig og sky på en gang, og både nuttet og respektindgydende af udseende. De ser måske ikke specielt faretruende ud, når de ormer sig frem på land, men under vand er de adrætte og overlegent tilpasset livet i vand. Sæler er ikke aggressive, men kommer du for tæt på eller gør dem forskrækket, kræver det hundelignende bid en tur på skadestuen. Lad altid sælerne komme til dig. Er du heldig er de i et nysgerrigt humør og vil undersøge din kajak, svømmefødder eller båd.
Sælen er en utroligt dygtig undervandsjæger. Selvom dens syn er rigtigt godt under vand, er det faktisk primært knurhårene den bruger til at finde føde. Knurhårene kan nemlig mærke meget små vibrationer i vandet. Det betyder at den ret nøjagtigt kan følge en fisks bevægelser i vandsøjlen og den kan detektere fladfisk og andre bundfisk når de rører på sig.
AFHÆNGIG AF LAND
I august og september ligger sælerne meget på land. Det gør de fordi at de fælder deres pels og hertil skal absorbere solens stråler. Det betyder også at de er ekstra sårbare overfor forstyrrelser. I juni og juli parrer sælerne sig normalt og en enkelt unge fødes som regel i juni året efter. Hannerne kan være ret så højlydte, når de skal tiltrække en hun. De kan finde på at brumme, brøle og plaske i vandet.
En sælunge dier kun i ca. 4 uger inden den efterlades af moderen. Mælken er en af dyrerigets fedeste, med en fedtprocent på næsten 50%.
NAVN:
Spættet sæl
VIDENSKABELIGT NAVN:
Phoca vitulina
LEVESTEDER:
De fleste kystnære farvande på den nordlige halvkugle
STØRRELSE OG VÆGT:
1,50 – 1,80 meter og 65-130 kg afhængig af årstiden
ALDER
Max. 35 år
FØDE:
Alle slags fisk, men også krebsdyr og blæksprutter. Er set jage fugle
REPRODUKTION:
Parringstid: juni – juli
Ungen fødes i juni året efter
OBSERVATIONSSTEDER:
Ved og omkring Svaneklapperne og Saltholm
NAVN:
Edderfugl
VIDENSKABELIGT NAVN:
Somateria mollissima
LEVESTEDER:
Langs kysterne på den nordlige halvkugle
STØRRELSE OG VÆGT:
Ca. 55-60 cm lang, 1200-2800 g, vingefang 80-110 cm
ALDER
Max. 37 år
FØDE:
Muslinger, krebsdyr, fisk, snegle
REPRODUKTION:
4-6 æg lægges i foråret og udruges i ca. 4 uger
OBSERVATIONSSTEDER:
Langs Saltholms kyst og på Peberholm
DANMARKS STØRSTE KOLONI AF EDDERFUGLE
Ved Saltholm kan du opleve Danmarks største koloni af edderfugle. Edderfuglen er vores største dykand, og den smukke fugl kan dykke ned til 20 meter efter føde på bunden. Blåmuslinger er dens livret, men den spiser også andre muslinger, snegle og krebsdyr. Hannen er flot sort-hvid med ferskenfarvet bryst, gulligt næb og grønlig nakke. Hunnerne er brunlige i nuancerne. Fælles for begge er deres meget karakteristiske skrånende profil, hvor pande og næb går i et.
Når du observerer edderfuglen med en kikkert, kan du se, hvordan den sluger muslingerne hele. Nede i kråsen knuses muslingeskallen, som senere skides ud som små stykker. Er det en krabbe, der står for skud, ryster fuglen klosaksen af den, for at undgå at blive nappet, når krabben sluges.
Edderfuglene yngler i foråret i kolonier på øer, holme og uforstyrrede strandområder. De foretrækker at være tæt på sølvmåger, som er meget effektive til at holde ubudne gæster væk. Desværre koster dette hvert år nogle edderfugle-æg, som mågerne spiser. Hunnerne tager de overlevende unger med ud på havet kort tid efter at de er klækket. Her mødes de med andre hunner og passer alle ungerne i fællesskab. På trods af mågerne klarer edderfuglen sig dog rigtigt godt i de danske farvande og kan ses mange steder, specielt her ved Saltholm.
-
DEN LEVENDE SYNÅL
7. april 2022 Viden om hav og kystnatur
-
KOM I GANG MED KAJAK
26. april 2022 Bliv klar til Blå Oplevelser
-
DE VIGTIGE STENREV
11. maj 2022 Fokus på havmiljø
BLÅ OPLEVELSER VED SALTHOLM OG KØBENHAVN
Havskildpadder er et sjældent syn i Danmark. Ikke desto mindre er enkelte dyr alligevel kommet på afveje og er havnet i danske farvande. Havskildpadderne tilbagelægger tusindvis af kilometer i de store have, bl.a. ved at følge havstrømmene rundt.
I januar 2020 valgte en havskildpadde den forkerte strøm og havnede på en strand på vestkysten. Her blev den fundet af nogle turister og efterfølgende bragt til Den Blå Planet. Den var noget underafkølet grundet det kolde vand, men med kyndig hjælp fra akvariets personale kom den sig godt.
I dag lever den i bedste velgående og svømmer fornøjet rundt i Oceanet akvariet på Den Blå Planet, hvor du kan besøge den.