DYRELIV
PRÆSTØ FJORD & FAXE BUGT
PRÆSTØ FJORD OG FEDDET
Præstø Fjord og halvøen Feddet, der afgrænser fjorden fra Faxe Bugt, er et vigtigt sted for utroligt mange fuglearter. Stedet er både ynglested, overvintringslokalitet og rastested for trækfugle. Her er en kombination af brakvand og saltvand, fyrreskov på land, rørskov i vandkanten, holme og strandeng. Det betyder at et væld af forskelligartede fugle mødes lige her. Det betyder også at her altid er masser af liv, og at du kan opleve mange forskellige fugle, afhængig af årstiden.
På Feddets sydlige spids ligger et fugletårn, hvor du har udsigt til bl.a. Maderne, en aflang ø med strandeng, der markerer indgange til fjorden – eller udgangen til Faxe Bugt og Østersøen. På Maderne, Lilleholm og Storeholm kan du opleve en lang række vadefugle, som f.eks. strandskade, rødben, vibe, klyde og stor præstekrave. Her er også forskellige terner og måger samt edderfugle og skarv.
Inde i selve fjorden holder mange forskellige andefugle til hele året. Om vinteren samles store flokke af f.eks. pibeænder, troldænder, bjergænder og forskellige gæs og svaner. I rørskoven kan du opleve lappedykkere og skægmejser, der holder fast om rørene. Desuden er her rigtigt mange rovfugle, der overvintrer, og det er ikke usandsynligt at se f.eks. blå kærhøg og fjeldvåge, samt havørn, der ses hele året.
For at komme til fugletårnet eller blot ud på Feddet, skal du parkere ved betalingsparkeringspladsen ved campingpladsen og gå resten af vejen.
UDGANGSPUNKT:
Feddet Strand Resort
Feddet 12
4640 Faxe
-
DEN LEVENDE SYNÅL
7. april 2022 Viden om hav og kystnatur
-
KOM I GANG MED KAJAK
26. april 2022 Bliv klar til Blå Oplevelser
-
DE VIGTIGE STENREV
11. maj 2022 Fokus på havmiljø
BLÅ OPLEVELSER I PRÆSTØ FJORD O FAXE BUGT
Dinosaurerne og halvdelen af jordens liv blev udryddet for 65 millioner år siden. Det vidner lagene på Stevns Klint om. En sort stribe mellem de hvide og gule lag, fiskeleret, viser spor fra den asteroide, der satte et endeligt punktum for de imponerende fortidsdyr. Stevns Klint er af samme årsag udråbt til UNESCO Verdensarv, og den spændende og komplicerede historie kan du snart få formidlet, når Stevns Klint Besøgscenter åbner i oktober 2022.
Havet ved klinten er meget ferskt på grund af vand fra Østersøen, der presser sig op igennem bæltet mellem Sjælland og Sverige. Det betyder at mange havdyr, som vi ser andre steder i landet, ikke findes her. Det gælder bl.a. søstjerner, krabber og hummere. Man skal dog ikke længere end til Nordsjælland førend vandet bliver salt nok igen. Til gengæld trives fladfisk som pighvarrer og skrubber fint her, og det samme gør ferskvandsfisken, rimten.