SNORKLING & DYKNING

LUNDEBORG

SNORKELTUR VED HAVNEMOLEN

Lundeborg er en lille perle på den østfynske kyst, der både byder på en lækker badestrand og en hyggelig havn. Havnen blev bygget i 1863 for at Broholms greve kunne importere og eksportere forskelligt gods. Men på havbunden, ved siden af havnen, findes der spor efter aktivitet tilbage i 1600-tallet, hvor skibe transporterede tegl- og tagsten.

Stenmolen nord for havnen er et spændende sted at snorkle. Det er velegnet for begyndere, da man nemt kan følge molen ud fra stranden. På de store sten vokser tang i mange forskellige farver, og her vrimler med liv.

Hold øje med fladfisk på sandbunden ved siden af stenene. Mellem tang og sten kan du opleve mange forskellige fisk, bl.a. havkarusse, savgylte, tangsnarre og tangnål. Måske er du heldig at møde store stimer af mindre fisk, som f.eks. kutlinger og hundestejler. Og så er krabber og flotte søstjerner også en del af det smukke undervandslandskab. Følg to Oure-elever på oplevelsestur langs molen her.

UDGANGSPUNKT:

Stenmolen nord for havnen

SVÆRHEDSGRAD:

Let 

FACILITETER:

Faciliteter i Lundeborg Havn

BLÅ OPLEVELSER I LUNDEBORG

Lundeborg Havn er stadig en aktiv fiskerihavn. En af de gamle fiskere, Heine Storm Petersen, har haft en helt fantastisk naturoplevelse ved Lundeborg, som han her deler.

Syd for Lundeborg på ganske lavt vand, kom et marsvin helt tæt på hans båd. Selvom han ikke havde forventet at marsvinet ville spise af hånden, snuppede den med det samme en sild han holdt frem. Det blev starten på en 17 år lang periode, hvor marsvinet hvert efterår kom og blev håndfodret fra båden.

Se de helt unikke videooptagelser og hør Heine fortælle om hans bedste naturoplevelse.