KAJAK, KANO & SUP
LILLEBÆLT SYD
TORØ RUNDT
Velkommen til et eventyrligt kajaksted, som i høj grad også er perfekt til SUP. Torø er en smuk, lille ø, syd for Assens, der kun er landfast med Fyn via et langt og smalt stykke strand. På selve øen er der forskellige, vilde naturtyper blandet med opdyrket land, og der findes flere feriekolonier rundt omkring. Der er ingen fastboende på øen, men den er velbesøgt året rundt af vandrere, fiskere og mange andre.
Der er flere muligheder for isætning i kajak eller SUP board, men de fleste vælger et sted langs Fiskemaen i Thorøhuse. Her er toiletter ved forsamlingshuset i Thorøhuse. Alternativt kan du sætte i for enden af Jacob Gades Vej, her skal du så krydse under gangbroen ved Drejet for at komme rundt om Torø. Det bliver lavvandet, men det er muligt. På SUP skal du nok ned på knæ for at komme under broen. Vælger du dette isætningssted har du nem adgang til den store og flotte indsø, der er omkranset af rørskov og strandeng, så det kan godt anbefales. Turen gennem den lille kanal mellem Fyn og Torø hen til broen er også en oplevelse værd. I både indsøen og kanalen er der masser af spændende andefugle, du skal holde øje med. Her er også forskellige engfugle og andre fugle, der holder til omkring de høje rør.
Uanset hvor du vælger at starte kan du overveje først at følge Fynkysten lidt nordpå ca. 800 meter, hvor det forfaldne vrag M/S Verka ligger med styrehuset i overfladen ca. 100 meter fra kysten.
Verka sank i 1977, og selvom det ikke er noget kønt syn, er det altid lidt fascinerende at se skibsvrag. Rør ikke ved vraget, da det er meget faldefærdigt. Tager du ikke vragturen, så start i den lille vig på Torø, hvor alle de små fiskerbåde ligger. Det er både stemningsfyldt og hyggeligt. Naturen her er ret dynamisk og nord for fiskerlejet ligger en lille bugt, som også er værd at padle ind i for den nysgerrige med god tid.
Ellers går turen langs hele Torøs nordkyst. Du møder først et stykke med strand, hvor en gammel fiskerhytte står. Ved siden af hytten står resterne af en salutkanon, som blev opstillet at Torøs tidligere ejer til at byde gæster velkomne. Herefter kravler skoven helt ned til vandkanten inden du kommer til et kæmpe område med strandeng.
EN VILD STRANDENG
Hele den vestlige del af Torø er lukket af for gående i fuglenes yngleperiode (1. marts – 15. juli). Derfor skal du i kajak eller SUP også respektere dette ved ikke at gå i land nogle steder. Du kan gå i land igen på Torøs vestkyst, når du ser til de første kolonibygninger. På hver side af øen er der et hegn på stranden, der lukker af for gående, så disse kan du lægge mærke til.
Området tiltrækker rigtigt mange hav-, vade- og andefugle. Der er bl.a. flere store måge- og ternekolonier. Fuglene bygger rede på stranden og derfor er færdsel her forbudt. Men det er ikke kun fugle, der tages hensyn til. Der findes mange strandplanter, og ikke mindst strandtudser, som er truede og afhængige af at der er ro. Men området er smukt og nemt at nyde fra vandsiden.
På et tidspunkt møder du et stort kors på stranden. Korset blev i 1920’erne placeret fordi skeletterne af en mand, kvinde og et barn blev fundet her. Deres skæbne er dog ukendt.
TAG EN GENVEJ ELLER OVERNAT
På vestsiden af Torø kommer du ud i mere åbent vand. Kysten på denne side er lidt højere, og her er masser af vild vegetation. Vandkanten er her belagt med store sten, og dette tiltrækker en masse liv under vand. Så har du badetøjet og dykkermasken med, så gå på opdagelse i vandet – hvis du vel og mærke kan komme i kajakken/på boardet igen.
Herefter kommer du til et langt stykke med strand og en badebro, hvorefter du befinder dig på den anden side af indsøen. Her er et langt, smalt stykke med strand, så hvis du vil undgå hjemturen ad samme rute, så kan du og din makker hjælpes ad med at slæbe kajakker eller boards over i søen. Så er I tæt på jeres udgangspunkt.
Vil du gøre turen her til en med overnatning er der et to personers shelter ved Saltofte Strand ca. en kilometer nede ad kysten. Så kan hjemturen tages dagen efter. Uanset hvad, er dette en smuk tur med varieret natur, muligheder og masser at gå på opdagelse i.
UDGANGSPUNKT:
Fiskemaen eller Jacob Gades Vej, Thorøhuse
SVÆRHEDSGRAD:
Let til middel
EGNET TIL:
Kajak, SUP og kano
DISTANCE:
Ca. 5 – 15 kilometer
Foto: VisitHaderslev
UDGANGSPUNKT:
Assens Marina eller nord for, Årøsund Havn eller syd for
SVÆRHEDSGRAD:
Middel til øvet
EGNET TIL:
Kajak
DISTANCE:
Varierende
BÅGØ OG ÅRØ
Bågø og Årø er to charmerende og meget smukke øer i det sydlige Lillebælt. Rundt om øerne ligger flere mindre øer, der er oplagte at udforske fra kajak. Vil du have det meste ud af din tur, så planlæg den som en flerdages tur. Her er masser at opleve og som med alle kajakture er det bedst, hvis man har god tid undervejs.
Om du tager ud fra Assens Havn eller Årøsund Havn er op til dine egne præferencer samt vind og vejr. Begge havne er hyggelige og med gode faciliteter, men turen fra Årøsund bliver kortere. Du skal også gøre dig klart, om du vil rundt om begge af de store øer, eller kun besøge en del af øen samt hvor mange af småøerne, du vil omkring. Har du erfaringen og tiden, så tage det hele med – det er turen værd.
LANGS ÅRØ KALV
Lige på den anden side af Årøsund ligger øen Årø. Det er et forholdsvis kort kryds i kajak, og du kan barbere noget af krydsdistancen af ved at isætte din kajak et par hundrede meter syd for havnen ved pynten. Ellers kan du tage den langs kysten fra havnen og krydse over samme sted, så undgår du også færgetrafikken. Årø Havn er en hyggelig lille havn med shelters.
Tager du syd om øen bevæger du dig op på ydersiden af Årø Kalv, som naturmæssigt er interessant og smuk. Her er der masser af fugleliv, og du kan også møde sæler, der nyder den lange sandtange. Vær opmærksom på at du i fuglenes yngletid (1. marts – 15. juli) ikke må gå i land. Faktisk må du heller ikke sejle ind i den lille bugt mellem Årø Kalv og selve Årø i den periode. Men på andre tidspunkter er det et godt sted til den, der gerne vil undersøge lidt mere.
Nordpå, i forlængelse af Årø Kalv, ligger der nogle små øer, som du ligeledes skal holde afstand til i fuglenes yngleperiode. Mange forskellige fuglearter, f.eks. måger, terner og edderfugle ligger i reder på sandbankerne og skal have ro, men du kan nyde det travle liv på afstand.
BÅGØ FYR OG LAVVANDEDE LAGUNER
Her, fra Årø Kalvs spids og Bastholm, kan du krydse over til Bågø. Husk at kompensere for strømmen, som her godt kan skubbe dig ud af kurs. Den kan komme både fra nord og syd, så planlæg herefter. Sigt mod Bågø Fyr, som ligger på øens sydligste spids. Bågø Fyr er 8 meter højt og blev fredet i 1945. Fyret er ikke længere i drift, men et flot bekendtskab. Krydser du over fra Assens, så vær opmærksom på færgetrafikken. Alternativt kan du sætte kajakken i ved Aborg Strandvej nord for Assens, her er p-pladser og distancen til Bågø er lidt kortere.
På Bågø kan du gå i land ved havnen. Det er en lille havn, men den har de mest nødvendige faciliteter. Tæt ved havnen ligger Bågø Camping, som også har shelterpladser. Det er dog et stykke at bære kajakken, men der er plads til at opbevare den ved havnen.
Om du tager øst eller vest om øen er noget, som vind, vejr og evt. strøm bør afgøre. Kysten er flot rundt om hele øen, men det er især vest- og nordsiden, der byder på mest vild natur og chancer for fugle og sæler. Egholm ligger som en bøjet arm ud for Bågøs nordvest hjørne. Vilde strandplanter og mågekolonier præger naturen her.
Både på nordsiden og vestsiden ligger der dynamiske lavvandede laguner. Her ses ofte kredsende havørne og ved strandkanten er det bl.a. klyder, viber, rødben, præstekraver, strandskader og fiskehejrer du skal holde øje med. Er det fugle og sæler, der skal være i fokus på din ø-tur, så overvej af padle rundt om Linderum på vej tilbage mod Årø og Årøsund. Denne lille ø afgræsses af får og tiltrækker masser af liv.
-
DEN LEVENDE SYNÅL
7. april 2022 Viden om hav og kystnatur
-
KOM I GANG MED KAJAK
26. april 2022 Bliv klar til Blå Oplevelser
-
DE VIGTIGE STENREV
11. maj 2022 Fokus på havmiljø
BLÅ OPLEVELSER I LILLEBÆLT SYD
Fem skelsættende historier fra Bågø.
Bågø er en lille, charmerende ø midt i det sydlige Lillebælt. Øen er et yndet udflugtsmål for sejlere, og 5 turbøjer indbyder til et ophold langs Bågøs kyst. Men også kajakker besøger ofte øen, som har en utrolig smuk natur og små, idylliske landsbyer.
Har du hverken kajak eller båd kan du tage færgen fra Assens. Du kan billigt og nemt leje cykler, så du kan komme rundt på hele øen. I videoen her tager Blå Oplevelsers Søren Larsen cyklen rundt på Bågø og dykker ned i fem skelsættende begivenheder på øen. Han kommer bl.a. forbi en gammel skole, der er lavet om til et naturcenter og fortæller om en voldsom stormflod i 1872, hvor ¾ af øen blev oversvømmet.