VANDRERUTER

LILLEBÆLT NORD

RUNDT OM HINDSGAVL HALVØEN

Hindsgavl Halvøen er utrolig smuk- både fra vand og land. Men er du hverken til båd, kajak eller lignende kan du i stedet vandre rundt på halvøen og opleve livet ved kysten. På en vandretur på halvøen kommer du nemlig helt ned i vandkanten og får nogle fantastiske udsigter ud over Lillebælt.

Snoede stier gennem tæt skov og bakket terræn er også med til at gøre turen til noget særligt. Nogle steder virker skoven meget vild og det skaber en helt speciel stemning. Om foråret hvor skoven er helt lysegrøn er det endnu smukkere når skov og det blå hav mødes.

Start ved Middelfart Gammelhavn og gå ad stien mod den gamle Lillebæltsbro. Helt fra start bliver det interessant set med blå øjne. Her ligger nemlig Lillebælt Værftet, der fungerer som et søfartshistorisk center med fortællinger om områdets kystkultur. Gamle joller og træskibe restaureres og bygges på værftet og er bestemt et stop værd. Kort efter møder du Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælt, hvor der er etableret et kunstigt stenrev ud for kysten.

IDYLLISKE PLETTER OG FLOTTE HVÆLVINGER
Nu kommer et langt stykke med skov helt tæt på vandet, og her og der får du et glimt af den karakteristiske bro. Inden længe når du den lille idylliske plet ved Grimmermosehuset og Kongebro Havn. Her er en snorkelsti for begyndere etableret og selvom du ikke skal i vandet, kan du dog stadig opleve noget af det spændende liv under havoverfladen. Inde i havnen og langs molen er der nemlig masser af liv at se på det lave vand, så gør et stop og nyd i øvrigt udsigten af begge Lillebæltsbroer på hver side af dig. 

Inden længe kommer du ind under broens hvælvinger, som er en helt speciel oplevelse. Herefter fører en hyggelig og kystnær skovsti dig hen til Søbadet, et yndet dykkerspot. Tag en pause og nyd aktiviteten i området inden du fortsætter på stien og runder halvøen ved Galsklint, som er et specielt flot område. Hold øje med marsvin på de steder, hvor du er tæt på vand eller har en god udsigt over bæltet. 

Ved campingpladsen kan du krydse ind over halvøen og opleve de mange dådyr i Hindsgavl Dyrehave, eller du kan fortsætte af en mindre sti kysten rundt. Uanset hvilken vej, du vælger bør du afslutte din tur ved Fænø Odde eller Teglgårdskoven og tage den flotte udsigt over Fænø og Fænøsund med på din blå vandretur. 

UDGANGSPUNKT:

Middelfart Gammelhavn

SVÆRHEDSGRAD:

Let

FACILITETER:

Offentlige toiletter flere steder på ruten

DISTANCE:

Ca. 7-10 kilometer

BLÅ OPLEVELSER I LILLEBÆLT NORD

Under den gamle Lillebæltsbro gemmer der sig et mylder af liv. Her ligger nemlig Danmarks største stenrev, der blev etableret for at tiltrække masser af dyr og planter.

Ved broen er der meget kraftig strøm. Det er fordi at der presses utroligt meget vand op gennem Lillebælt fra Østersøen. Den kraftige strøm gør at dyrene i hele fødekæden trives rigtigt godt. Men – det er ikke et så trygt sted at snorkle og dykke.

Derfor er der lavet nogle ‘mini-stenrev’ længere henne ad kysten. Her kan du opleve livet omkring et stenrev i rolige omgivelser. Hør Blå Oplevelsers Søren Larsen fortælle om det spændende liv, der venter dig på stenrevene.