FISKESTEDER

LANGELAND

DOVNS KLINT

Dovns Klint er et utroligt populært fiskested. Her ved Langelands sydligste punkt åbner havet sig op, og Storebælt og Østersøen mødes. Samtidig er de høje klinter og den vilde kystnatur medvirkende til, at man sagtens kan nyde mange timer, mens man venter på at havørrederne bider på. Det er nemlig et godt sted, hvis det er de store havørreder, du gå efter. Men du kan også fange forskellige arter af fladfisk, der holder til på den varierede bund. En torsk er heller ikke umulig at få på krogen, for vandet bliver forholdsvis dybt tæt inde under kysten. I de sene forårsmåneder kan du komme hjem med en god, stor fangst af hornfisk.

Der er rig mulighed for at prøve sig frem, for området ved klinten har flere gode steder, hvor du kan slå dig ned. Er du interesseret i fugle, er det også et godt spot at nyde havfugle, mens du venter på bid. De mange gode dykkere, som samler sig her periodevis, f.eks. edderfugle, skarver, toppet skallesluger, sortænder og havlitter vidner også om at spisekammeret er pænt fyldt her.

UDGANGSPUNKT:

For enden af Gulstavvej

BLÅ OPLEVELSER PÅ LANGELAND

Lyt med på en spændende podcast, der fortæller om nogle af de skibsvrag, der præger farvandet rundt om øen. Mange af vragene stammer fra dengang Langeland havde en stor produktion af tegl og mursten, som fragtskibe transporterede. Det betyder at der i dag stadig er spor efter tegl og mursten på havbunden.

I podcasten fortæller marinearkæolog, Sigurd Bohr, fra Langelands Museum om nogle af vragene. Blandt andet får du historien om et vrag, der forliste mellem Hou og Lundeborg, samt et vrag ved Spodsbjerg, der forliste mange år efter.

Find podcasten om skibsvrag her

Find mange andre gode historier fra Langeland i podcasten ’Lyden af Langeland’ her