SNORKLING & DYKNING

KERTEMINDE BUGT & ROMSØ

KERTEMINDE KLOSTER

Snorkel- og dykkerstedet, Kerteminde Kloster, ligger for enden af Sydmolen i Kerteminde ved den nye jollehavn. Lige her ved udgangen til Storebælt emmer stenene langs molen af liv. Den store vandudskiftning mellem fjorden og bugten bringer en masse næring med sig, som tiltrækker mange forskellige slags fisk, krebsdyr og bløddyr. Du kan både opleve store fiskestimer og dyr, der gemmer sig i sprækker mellem stenene.

Vær opmærksom på om der er strøm langs molen og i hvilken retning, den går. Du kan få dig et dejligt afslappende dyk, hvis du starter i den ene ende af molen og lader dig fører med af strømmen til den anden. Der er dykkerstiger, du kan bruge til at komme i vandet ved jollehavnen.

ET HELT SPECIELT LYS
Den lave dybde langs molen gør at lyset nemt bryder igennem og viser tangplanter og dyr i deres rette farver. Og af de ting, der gør en snorkel- eller dykkertur ved Kerteminde Kloster ekstra speciel er netop lyset. På grund af de mange, tykke pæle, der rejser sig fra bunden, kan du opleve et næsten magisk lys-spil, når sollyset bryder igennem overfladen. Sammen med stilheden og vægtløsheden giver det en næsten meditativ oplevelse, hvor man føler sig tæt forbundet med og fascineret af verdenen under vand.

Pælene er nogle steder fyldt med flotte sønelliker i røde og orange farver, og kommer du helt tæt på de hvide rurer, kan du se deres fangarme fiske efter mad i det forbipasserende vand. På og omkring pælene vokser sukkertangen sig høj og svajer flot i strømmen.

MANGFOLDIGT OG FARVESTRÅLENDE LIV
Tag dig god tid langs molen og undersøg små huler og sprækker. Er du heldig møder du den lidt sky torsk og andre fisk, der gemmer sig, f.eks. havkarussen. Mange af stenene er overbegroet med brun-orange brødkrummesvampe, som af udseende godt kan minde lidt om tropiske koraller. Rundt omkring på stenene kan du se de flotte jordbærpolypper med fangarme på stilke. Hold øje med eremitkrebs, der gemmer sig i forladte sneglehuse og ulken, der er mester i at camouflere sig.

Du kan både svømme frem og tilbage langs molen, eller rundt om molen og om til Sydstranden. I det mere åbne vand ved molespidsen skal du holde øje med store fiskestimer. Husk også altid at orientere dig om bådtrafik og strømforhold inden du hopper i vandet.

UDGANGSPUNKT:

Den nye mole ved Sydstranden

SVÆRHEDSGRAD:

Let til middel

FACILITETER:

Offentlige toiletter og borde/bænke

UDGANGSPUNKT:

Fra båd for enden af tangen til sydvest

SVÆRHEDSGRAD:

Middel

FACILITETER:

Ingen

STENREVET VED ROMSØ

Dette snorkel- og dykkersted kan du kun komme til fra båd. Der findes nemlig ingen veje på Romsø, ej heller en fast færgefart. Men det er absolut et besøg værd, for revet vrimler med liv. Området kan være præget af strøm, så planlæg snorkel- eller dykkerturen derefter og hav altid en person i båden, der kan hente dig og din makker, hvis I kommer for langt fra båden. Revet strækker sig et par kilometer ud fra tangen til sydvest.

EN VERDEN FULD AF GEMMESTEDER
Området er mere åbent ud til Storebælt, hvilket giver en speciel fornemmelse, når man glider langs revet. Der er ikke tale om et lodret rev, men snarere en gigantisk samling af sten, som man kan svømme henover. Det er derfor med at holde øjnene åbne og give sig tid til at undersøge revner og sprækker for fisk og krebsdyr. Læg specielt mærke til stenbideren, som trives på revet. Du kan ofte finde dem på stenene, hvor de har suget sig fast til overfladen eller på tang. Ind imellem er der områder med sandbund, og her skal du holde øje med øjne, der stikker op fra sandet. De tilhører nemlig forskellige arter af fladfisk, som kan blive ret store i området.

Langs revet kan du også være heldig at se store stimer af fisk, f.eks. tobiser og toplettet kutling, som er en lille fisk med en stor personlighed. Snipper glider henover bunden og stenene og er nem at følge, hvis du altså ikke forveksler dem med tang eller ålegræs.

TANGPLANTER I ALSKENS FARVER
På den mange sten vokser der tangplanter i massevis. De har mange forskellige farver, som tydeligt kan ses på det lave vand. De store sukkertang har brede, brune blade, der svajer i strømmen, og blodrød ribbeblad, savtang, gaffeltang og havsalat trives alle i det næringsrige vand.

Tangen er gemmested for de mange dyr, så kig det godt igennem på din tur over revet. Ser du et område med masser af savtang, skal du holde ekstra øje med savgylten, som bygger rede i tangen i maj måned. Er det overskyet kan du med fordel tage en dykkerlygte med, da du virkelig kan se tangens farver i lyset fra lygten.

BLÅ OPLEVELSER I KERTEMINDE BUGT OG ROMSØ

Mød savgylten!

Savgylten er et forunderligt og spændende bekendtskab. Den er en af vores mest farvestrålende fisk og er i familie med den mere eksotiske papegøjefisk, som nogle kender fra koralrevene i udlandet. 

Savgylten foretrækker områder med masser af sten, og derfor er stenrevet ved Romsø et rigtigt godt sted at bo. I foråret laver den rede i stenene, som den nøje bygger ved at flytte rundt på forskelligt tang. Den bider tangen af med sine stærke tænder, og er man stille kan man faktisk nogle gange høre at fiskene har travlt med at gnave. Kom helt tæt på savgylten her!