KAJAK, KANO & SUP

KERTEMINDE BUGT & ROMSØ

RUNDT OM ROMSØ

Er du en øvet kajakroer, er denne en must-see tur. Romsø er en af Storebælts flotteste og mest specielle naturperler. Selve øen er ikke større en 1 km2, og er en fornøjelse at se fra vand-siden. Øen skifter hele tiden karakter, fra klinter til flade strandenge og overdrev. På grund af øens udformning er der altid et sted at finde læ. Men skal du have det bedste ud af turen, så tag ud en dag, hvor vandet er forholdsvis fladt. Det gør det nemlig også lettere at se marsvin, som der lever mange af i dette marsvin hotspot.

START VED MÅLE STRAND
Måle Strand er det bedste udgangspunkt for en tur til Romsø. Øen er nemlig ubeboet, og der er hverken veje eller færgeruter derover til. Det betyder at du skal starte fra fastlandet og afstanden til øen er kortest fra Måle Strand. Ved Måle Strand er der desuden en stor parkeringsplads, hvor der er masser af plads til både bil og kajaktrailer. Har du tid til at nyde Måle Strand, så hold øje med større flokke af forskellige ænder og andre kystfugle. Både Måle Strand og Romsø er en del af et beskyttet Natura 2000 område

Om du padler nord eller syd om øen er op til vind og vejr og hvad du selv har lyst til. Sørg for at tage højde for Romsø Rev, der strækker sig ca. halvanden kilometer ud fra øens sydvesthjørne. Det er vigtigst at sikkerheden er i orden, du er vant til at håndtere skiftende vejrforhold og du har masser af tid. For selvom Romsø er lille, er stemningen så speciel at du får lyst til at blive der længe.

VÆR OPMÆRKSOM, HVIS DU GÅR I LAND
Langs Romsøs kyster er der rig mulighed for at gå i land – vær dog OBS på reglerne for ophold på øen og hav respekt for det mangfoldige dyreliv. Her oplever du nemlig dåvildt i strandkanten og masser af til tider ynglende fugle. Af samme årsag er det forbudt at opholde sig ved området Maden, som er et fuglereservat, fra d. 1. april til d. 15. juli. Læs mere om ophold på Romsø og områdets dyreliv nedenunder.

UDGANGSPUNKT:

Måle strand

SVÆRHEDSGRAD:

Øvet

EGNET TIL:

Kajak

DISTANCE:

Ca. 15 kilometer

UDGANGSPUNKT:

Lillestrand i Kerteminde, Kølstrup eller Munkebo Havn

SVÆRHEDSGRAD:

Let

EGNET TIL:

Kajak, kano og SUP

DISTANCE:

Varierende

KERTEMINDE FJORD OG KERTINGE NOR

Kerteminde Fjord er en lang, dyb fjord, der ender i området Kertinge Nor. Ligesom andre danske fjorde, er dette område rig på fugle- og dyreliv, der trives i og ved det næringsrige, lave vand. Det er et område, der kan udforskes helt inde ved kysten, og som ikke er påvirket af vind og vejr på samme måde som Kerteminde Bugt. Det gør fjorden ganske egnet til begyndere i kajak, kano og på SUP. Afhængig af dit erfaringsniveau kan du vælge at padle helt inde under land eller bevæge dig længere ud mod midten af fjorden.

SÆT I HVOR DU HAR LYST
Der findes flere steder langs fjorden, der egner sig til isætning af din kajak, kano eller SUP. Ved Lillestrand i Kerteminde er der en smal sandstrand, ved Kølstrup kan du sætte i ved en parkeringsplads. Du kan også vælge at bruge rampen i Munkebo Havn. Tag dig god tid og find det helt rette sted. Sæt ikke i ved Kerteminde Havn, medmindre du er meget erfaren, da den kraftige strøm kan gøre det udfordrende at komme ind i fjorden.

 

Når du er kommet på vandet, så åbner der sig et bugtet landskab med små holme, sivområder og dyrket land. Der er fuld frihed til at padle præcist så langt, du har lyst til. Hold på din tur øje med mange forskellige fuglearter, f.eks. skarver, fiskehejrer, edderfugle, blishøns og endda havørne. Husk altid at tage hensyn til fugle og dyr og hold god afstand, især i yngleperioder.

VANDMÆND I MASSEVIS
Den store vandudskiftning mellem fjorden og Storebælt gør at store mængder af vandmænd ender i fjorden. Eftersom vandet i fjorden er meget lavt kan du nemt få øje på dem. Du kan også se mange af de fisk, der lever i fjorden, f.eks. kutlinger, tangnål, hundestejler, ålekvabber og mange flere. Du kan også finde områder med massevis af muslinger og fjordrejer. Fordelen her er at du ikke behøver at hoppe i vandet for at opleve livet under overfladen. Har du en vandkikkert, så tag den endelig med og brug den fra kajakken eller kanoen til at undersøge dyrene nærmere.

BLÅ OPLEVELSER I KERTEMINDE BUGT OG ROMSØ

Mød savgylten!

Savgylten er et forunderligt og spændende bekendtskab. Den er en af vores mest farvestrålende fisk og er i familie med den mere eksotiske papegøjefisk, som nogle kender fra koralrevene i udlandet. 

Savgylten foretrækker områder med masser af sten, og derfor er stenrevet ved Romsø et rigtigt godt sted at bo. I foråret laver den rede i stenene, som den nøje bygger ved at flytte rundt på forskelligt tang. Den bider tangen af med sine stærke tænder, og er man stille kan man faktisk nogle gange høre at fiskene har travlt med at gnave. Kom helt tæt på savgylten her!