DYRELIV

KARREBÆKSMINDE BUGT

AVNØ FJORDS SPÆTTEDE SÆLER

Avnø Fjord er det bedste sted på Sjælland at se sæler, og en af de steder, hvor du bedst ser dem fra land. I fjorden er der periodevis talt flere hundrede sæler. De ligger ude på stenrevet Avnø Røn i fjorden, og opholder sig omkring dette. Du kan se dem ude fra kysten på Avnø halvøen, men du skal medbringe en kikkert for at se dyrene ordentligt. Store sten stikker op af vandet, men hvis du kigger nøje efter, er flere af ’stenene’ faktisk sæler. De ligger som regel med både hoved og bagkrop lettere hævet i en bue.

Den spættede sæl er fredet, og i Avnø Fjord befinder dyrene sig i et større Natura 2000 område, som sikrer bevarelse og beskyttelse af området. Den spættede sæl er udover Avnø Fjord også udbredt i Vadehavet, Limfjorden, øerne i Kattegat samt ved Rødsand syd for Falster og Lolland.

TILPASSET ET LIV I VAND
Den spættede sæl er et interessant bekendtskab. Nysgerrig og sky på en gang, og både nuttet og respektindgydende af udseende. De ser måske ikke specielt faretruende ud, når de ormer sig frem på land, men under vand er de adrætte og overlegent tilpasset livet i vand. Sæler er ikke aggressive, men kommer du for tæt på eller gør dem forskrækket, kræver det hundelignende bid en tur på skadestuen. Lad altid sælerne komme til dig. Er du heldig er de i et nysgerrigt humør og vil undersøge din kajak, svømmefødder eller båd.

Sælen er en utroligt dygtig undervandsjæger. Selvom dens syn er rigtigt godt under vand, er det faktisk primært knurhårene den bruger til at finde føde. Knurhårene kan nemlig mærke meget små vibrationer i vandet. Det betyder at den ret nøjagtigt kan følge en fisks bevægelser i vandsøjlen og den kan detektere fladfisk og andre bundfisk når de rører på sig. 

AFHÆNGIG AF LAND
I august og september ligger sælerne meget på land. Det gør de fordi at de fælder deres pels og hertil skal absorbere solens stråler. Det betyder også at de er ekstra sårbare overfor forstyrrelser. I juni og juli parrer sælerne sig normalt og en enkelt unge fødes som regel i juni året efter. Hannerne kan være ret så højlydte, når de skal tiltrække en hun. De kan finde på at brumme, brøle og plaske i vandet. 

En sælunge dier kun i ca. 4 uger inden den efterlades af moderen. Mælken er en af dyrerigets fedeste, med en fedtprocent på næsten 50%. I dieperioden efterlades sælungerne ofte på stranden, mens moderen finder føde. I denne periode er det kritisk at vi mennesker undlader at forstyrre dem, da moderen risikerer ikke at komme tilbage til ungen hvis hun er utryg. I perioden efter de har diet, ligger ungerne ofte alene på stranden. Som hovedregel skal du altid lade en sælunge ligge. Er den meget lille kommer moderen sandsynligvis snart tilbage. Er den lidt større er det ikke sikkert at den har brug for hjælp. I tvivlstilfælde kan du ringe til dyrenes vagtcentral på 1812. 

 
NAVN:

Spættet sæl

VIDENSKABELIGT NAVN:

Phoca vitulina

LEVESTEDER:

De fleste kystnære farvande på den nordlige halvkugle

STØRRELSE OG VÆGT:

1,50 – 1,80 meter og 65-130 kg afhængig af årstiden

ALDER

Max. 35 år

FØDE:

Alle slags fisk, men også krebsdyr og blæksprutter. Er set jage fugle

REPRODUKTION:

Parringstid: juni – juli
Ungen fødes i juni året efter

OBSERVATIONSSTEDER:

Avnø Røn i Avnø Fjord

BLÅ OPLEVELSER I KARREBÆKSMINDE BUGT

Avnø Fjord er en af Danmarks bedste steder at se sæler fra land. Flere hundrede sæler opholder sig på og omkring stenrevet i fjorden. Her får de unger, slapper af og fælder deres pels.

Avnø og fjorden blev fredet i 2002, og Avnø Naturcenter blev indrettet på en gammel forsvarsflyveplads på den naturskønne halvø. På naturcentret kan du lære mere om sælerne og de andre dyr, der lever i området. Herfra kan du gå ud til vandet, hvor du har udsigt til sælerne, der ligger på stenene – husk kikkerten!

Se sælerne og lyt med når naturguide, Ivan Ingemansen, giver spændende sæl-facts og fortæller om Avnøs sælkoloni i videoen her.