NAT-SNORKLING VED REERSØ REV
Det er ikke altid at man forbinder mørke med naturoplevelser, eftersom man jo ikke kan se særligt meget. Men naturens rytme er forunderlig, og når mørket bryder frem, ændres vores omgivelser. Mange dyr er nataktive, og det gælder ikke mindst under vand. Vores danske farvande kan ikke ligefrem prale af at være fyldt med trusler fra havets beboere, så det er blot mørket, der skal forceres, hvis du vil opleve havet om natten – og det gøres nemt med en dykkerlygte.
Afhængig af årstiden er det en god idé at bruge en våddragt. Og så skal du selvfølgelig huske både maske, snorkel, finner og markeringsbøje. Et blybælte er også vigtigt, hvis du vil dykke ned under overfladen og kigge nærmere på dyrene. Se, hvordan du kommer i gang med at snorkle her (link)
Danmarks kystlinje er fyldt med dejlige strande, hvor du trygt kan tage ud at snorkle. Steder med masser af sten og tang er at foretrække, for det er her, det er mest gang i den. Et super sted at snorkle på lavt vand er ved Reersø Rev. Det er nemt at komme til, der er parkeringspladser og så har du udsigt til nogle af Danmarks flotteste klinter fra vandet.
NATURLIGE HULER MELLEM STENENE
Ved Reersø Rev er der masser af sten tæt inde under land. Det betyder at du ikke skal svømme ret langt ud, førend der er masser at se på. Du kommer til at ligge på max. 4 meter vand. Du kan tage udgangspunkt fra stien fra p-pladsen og så svømme mod venstre rundt om hjørnet mod klinterne, eller du kan gå et stykke rundt, inden du går i vandet. Stranden er meget stenet, men er til at gå på.
Det kan godt betale sig at komme før solnedgang, for du ser mod vest fra revet, hvor solen går lige ned i havet. Start eventuelt din tur med at opleve udsigten over det åbne Storebælt fra toppen af klinterne. Når solen er helt forsvundet fra horisonten er det tid til at hoppe i vandet med din lygte.
Stenene spreder sig ud over hele området, så du behøver ikke at tage en fast rute. Det vigtigste er at du giver dig god tid. Du skal kigge i de naturlige huler, som er skabt mellem stenene, for her kan du møde både ulk, kutling, savgylt, havkarusse og torsk, der gemmer sig. Der er også masser af krabber, der pibler frem fra skjulesteder rundt omkring. Kig også nede under stenene på bunden, for her ligger der ofte en del mindre fisk. De mange forskellige tangtyper er også gode gemmesteder for dyrelivet.
Det, der nok er mest fantastisk ved at snorkle eller dykke om natten med en lygte, er at lygten afslører tingenes naturlige farver. Om dagen bliver tingene meget farvet af det grønlige vand, men i lygtens skær vil du opdage de klare røde, lilla, gule, grønne og orange farver som tang, søstjerner og fisk i virkeligheden har. Man får faktisk fornemmelsen af at være på en form for koralrev.
I lyskeglen vil du også pludselig kunne se store stimer af f.eks. tobiser eller hundestejler, du kan risikere at overraske en torsk i jagt, eller en fladfisk, der skynder sig bølgende over havbunden. Kan du holde varmen er der nok underholdning til flere timer på revet i mørket.
OMRÅDE:
Musholm Bugt
AKTIVITET:
Snorkling
Om forfatteren
BLÅ OPLEVELSER
Hvad må man ikke gå glip af?
De mange huler mellem stenene
Hvad er et must at medbringe?
En god dykkerlygte, så du virkelig kan se de naturlige farver! Og varmt tøj til efter dykket
Nogle gode råd?
Tag ud på aftener, hvor det ikke blæser og vandet er stille
Du kan også dele dine blå oplevelser til inspiration for andre. Udfyld formularen her for at få din oplevelse med på BLOP bloggen.