SAML AFFALD PÅ DIN TUR

Der er efterhånden nok ikke mange, der ikke er klar over at havet lider under en massiv plastikforurening. Kæmpe mængder af plastikaffald, henkastet fiskenet og meget mere flyder i verdenshavene. Og faktisk flyder det ikke kun, for meget af det falder til bunds eller ligger i vandsøjlen – lige til at spise sammen med planktonet eller blive viklet ind i.

Oftest når vi hører eller ser nyheder om plastikforurening i havene, er det noget der foregår i udlandet. Og når vi går langs de danske strande og kyster er det heller ikke fordi vanvittige mængder af affald springer os i øjnene. Den kombination gør at mange danskere ikke rigtigt tror at vi har et reelt affaldsproblem i vores eget hav.

Desværre er sandheden en helt anden. Studier har vist at hver tredje sild i Storebælt har plastik i maven, og det samme gælder 39% af torsk i Nordsøen. Hele 93% af havfuglen mallemuk har vist sig at have plastik i maven. Derfor er det nærliggende at gå ud fra at andre havfugle er udsat for samme skæbne.

MANGE TYPER AFFALD
Verdensnaturfonden har de seneste år haft fokus på såkaldte spøgelsesnet i danske farvande, og her er det tydeligt hvor mange sæler, der drukner i de forladte net, ligesom tusindvis af danske fisk sidder ubehjælpeligt fast. Fugle fanges i nettene, når de svømmer i overfladen eller dykker under vandet efter føde.

Desuden er mange af fiskeredskaberne lavet af plastik, som langsomt opløses og siver ud i det omkringliggende hav. Ofte er meget af det affald vi finder på strandene netop fiskenet.

En sæl fanget i efterladt fiskenet ved Endelave. Sælen blev reddet. Foto: Eske og Grethe Eskesen.

DU KAN GØRE EN FORSKEL PÅ DIN TUR
Når du skal ud på blå oplevelser, så er det en oplagt mulighed for at give havmiljøet en hjælpende hånd. Gør det til en vane at have affaldsposer, handsker og gribetang med, når du skal afsted. Og husk lige håndspritten, så du kan rengøre dine hænder, hvis det bliver nødvendigt.

I båd og kajak skal du være ekstra opmærksom på at dit opsamlede affald ikke flyver over bord og at du ikke taber dine redskaber i et forsøg på at hjælpe. Gribetangen kan snildt ligge i kajakkens net og affaldsposen i opbevaringsrummene. På båden kan du med fordel bruge en bådshage til at samle affaldet op med. Desuden er opsamling af affald en alletiders mulighed for at øve mand over bord manøvrer!

Er du på snorkeltur fra en strand eller vandrer langs kysten, så hav en speciel affalds-rygsæk med til at samle affaldet i, hvis det bliver for besværligt at holde en pose hele tiden.

Hvis du melder dig om Havmiljøvogter får du havfaldsposer tilsendt sammen med spændende gaver og et informationsrigt medlemsblad – meld dig ind her.

Download brochuren om marint affald her og bliv klogere på de forskellige typer affald, der plager de danske have.

På forhånd tusind tak for din indsats!

Utroligt mange hverdagsprodukter er lavet af plastik.