KOM I GANG MED AT SNORKLE
Blå oplevelser er bedst under vand! Men har du ikke snorklet før, skal du sætte dig ind i udstyr, sikkerhed og meget andet. Vi giver dig her en liste over udstyr og gode råd til din snorkeltur, så du får den bedste oplevelse under overfladen.
Snorkling er en sjov aktivitet, der er forholdsvis lige til. Det kræver slet ikke lige så meget udstyr og træning som at dykke med flaske, og er derfor en god måde at komme tættere på det spændende liv, der gemmer sig under overfladen. Men inden du kaster dig ud i det, er der stadig nogle ting, der skal være på plads for at sikre at du får dig en god og sikker snorkeltur.
Er du nybegynder er det en god idé at starte på lavt vand ved en strand, du kender. Du kan i første omgang nøjes med dykkermaske, snorkel og svømmefødder. Øv dig i at svømme roligt i overfladen, mens du kigger ned på bunden. Selv på en ganske almindelig dansk sandstrand er der masser at se. Stimer af tobiser og kutlinger kan ses i vandsøjlen på lavt vand, og små rejer, krabber og tangnåle gemmer sig omkring tang og sten.
PRØV UDSTYRET I EN BUTIK
Det er nemt og fristende at bestille en dykkermaske, snorkel og svømmefødder over nettet. Men pasform og kvalitet er alfa omega, hvis du skal have en god og tryg oplevelse, og derfor bliver du nødt til at prøve det først. Det kan du gøre i en dykkerbutik eller andre butikker, der sælger udstyr til vandsport.
MASKEN skal være blød, behagelig og sidde tæt uden at stramme for meget. Silikone masker er blødere og mere fleksible end gummi og plastik. Sørg for at der ikke sidder hår i maskekanten, der kan gøre at vandet siver ind. Du kan IKKE bruge almindelige svømmebriller, når du skal snorkle. Maske skal dække næsen så du kan trykudligne, hvis du dykker et par meter eller mere ned. Inden du bruger masken første gang, skal du rense glassene med tandpasta, det forhindrer at de dugger. Det er dog altid en god idé lige at købe noget anti-dug med når du er i dykkerbutikken.
SNORKLEN er den, du skal trække vejret igennem, når du ligger i overfladen. Den bliver fyldt med vand, når du dykker ned og du skal derfor have en snorkel, der er nem at tømme for vand med et enkelt, kraftigt pust. De fleste vælger en snorkel med ventil i bunden, der letter tømningen. Når du er ude ved vandet så øv dig i at dykke ned, lade snorklen fyldes med vand, og tøm den igen i overfladen inden du tager første åndedrag.
Hold øjnene åbne, for der er masser af liv under overfladen.
SVØMMEFØDDERNE eller finnerne, er din motor under vand. Det er dem, der skaber fremdrift og giver dig mulighed for at nå ned på lidt dybere vand. Der findes to slags finner; til bare fødder og til neoprensokker/støvler. Finner til bare fødder er kun til om sommeren, når vandet er varmt. Når du vælger finner til bare fødder skal du igen prøve dem på fødderne inden du køber dem. Det kan nemlig være at du skal have en anden størrelse end dit vanlige fodtøj. Her er blødhed og kvalitet også vigtigt. Ligesom med dykkermasken skal finnerne være behagelige at have på og sidde så godt fast at de ikke falder af når du sparker med fødderne, men samtidig ikke give dig vabler.
Finner til koldere vand har en rem i hælen, som du kan spænde ind. De skal bruges med neoprensokker eller –støvler og kan bruges i koldere vand. Så hvis du forventer at du også vil snorkle i foråret og efteråret, kan du lige så godt købe dem fra start. Dog skal du være opmærksom på at neoprenen skaber opdrift, så dine fødder flyder mere i overfladen og du skal sparke lidt hårdere for at komme ned på dybderne.
Når du er mere øvet og tryg ved dit udstyr, kan du begynde at udforske nye steder og tilføje udstyr. Vil du gerne dykke ned på dybere vand, er det en god idé at investere i en våddragt og et blybælte. Våddragten til snorkling bør være 3 eller 5 mm tyk. Bliver den meget tykkere har den enormt meget opdrift og du skal derfor bruge mere bly for at kunne dykke. En våddragt skal også prøves først, for den skal sidde tæt, så den ikke hurtigt fyldes med vand og den skal give dig fleksibilitet, så du kan bevæge dig frit i vandet.
Hvor meget bly, du skal have på afhænger af mange ting; hvor stor du er, hvor tyk din dragt er og hvor dybt du kan dykke. De fleste snorklere med våddragt bruger mellem 2-8 kg, men prøv dig frem. Det skal være nemt at ligge under vandet uden hele tiden at stige til overfladen, men det må heller ikke være svært for dig at komme op, og du skal ikke bruge energi i overfladen på at holde dig oppe.
Sørg for at finde det rigtige udstyr, der passer lige til dig og er i høj kvalitet.
SIKKERHED VED SNORKLING
Der er en række gode råd og sikkerhedsregler, du bør følge, når du skal snorkle. Hvis du vil være helt på den sikre side er der mange dykkercentre og svømmehaller, der tilbyder snorkelkurser. Her lærer du om udstyr, sikkerhed og teknikker.
AFPRØV DIT UDSTYR I EN SVØMMEHAL
Så er du sikker på at det sidder rigtigt og behageligt. Du får afprøvet følelsen af at være under vand, hvordan udsynet er, og hvordan du bruger finnerne til at komme frem i henholdsvis overfladen og under vand. Her kan du også øve dig i at holde vejret og se, hvor dybt du kan komme – men pres ALDRIG dig selv udover hvad der føles nemt og godt. Øv dig også i at trykudligne ved at holde for næsen uden på masken og pust luft ud af næsen. Du mærker et pop i ørene og så har du trykudlignet. Det skal du bruge, hvis du dykker på lidt dybere vand. Du kan mærke når det er tid til at trykudligne, for så føler du et let pres mod ansigt og ører.
TAG ALDRIG UD ALENE
Selvom snorkling er en let og sikker aktivitet, er det altid bedst at være minimum to, så man kan hjælpe hinanden. Man kan f.eks. få et ildebefindende eller bliver overrasket af strøm på et sted, man ikke kender. Der skal være nogen, der ved hvor I er og hvornår I forventer at være tilbage. Sørg for at have pakket masser af vand, snacks, solcreme og at telefonerne er opladet hjemmefra.
RESPEKTER UNDERVANDSLIVET
Vær nysgerrig og nyd dyrene og planterne, men stress dem ikke ved at tage fat i dem, holde dem fanget osv. Selvom vi kun har en giftig fisk i Danmark, kan man skære sig på rurer og muslinger. Man kan også skrabe sig på sten hvis man kommer for tæt på. Så hold afstand for både din egen og dyrenes skyld. Læg i stedet og kig i huler og sprækker og under tang, så ser du masser af liv. Selv på sandbunden gemmer der sig masser af fladfisk.
HAV ALTID EN BØJE OG EKSTRA UDSTYR MED
Brug en oppustelig markeringsbøje, når du snorkler. Placer den et fast sted ved at binde den på f.eks. en sten, hvis du vil opholde dig i samme område. Bevæger du dig fra A til B, kan du binde en lille bøje fast til dit blybælte, rundt om livet etc. så bøjen følger dig. Bøjen er for din sikkerhed, så du ikke risikerer at blive sejlet ned.
Ekstra udstyr er også en god idé at tage med. Der findes ikke noget værre end at være helt klar til at hoppe i vandet for at opdage at maskeremmen er knækket. Hav derfor ekstra af remmer, stropper, mundstykker, bly med. Tag evt. også en UV lygte med, hvis du vil opleve de sande farver under vand, eller det er overskyet eller halvmørkt. En sjov og lærerig ting at have med er også bøger, kort eller lignende, så I efter dykket kan identificere alle de dyr og planter, I har set!
Skyl ALTID dit udstyr i ferskvand efter det har været udsat for saltvand og sand. Så holder det kvaliteten og sikkerheden længere.
Start i det små på lavt vand et sted, du kender godt.