ULKEN - EN MISFORSTÅET FISK
Ulkens udseende har ikke været med den. Mange tror at dens dramatiske pigge er giftige, men det er langt fra sandheden. Piggene er ganske ufarlige og hvis man skulle være uheldig at stikke sig på dem, sker der altså ikke noget.
Ulken er en af Danmarks almindeligste fisk, og de fleste af os har set den, enten ude ved vandet eller i et akvarie. Alligevel er der mange, der tror at den er giftig. Det hænger nok sammen med dens lidt dramatisk udseende pigge. Men der er ingen gift i piggene, så man skal altså ikke blive nervøs, hvis man kommer til at stikke sig på dem.
Ofte sammenlignes ulken med fjæsingen, selvom de ikke ligner hinanden særligt meget. Det er nok netop fordi at fjæsingen rent faktisk har pigge med gift på ryggen. Den er til gengæld også den eneste giftige fisk vi har i Danmark, og stikker du dig på den skal du en tur på skadestuen.
Fjæsingen, Danmarks eneste giftige fisk.
KÆRT BARN HAR MANGE NAVNE
Et andet af ulkens kendetegn er dens store mund. Derfor kalder lokale, fynske fiskere den ofte for Kim Larsen fisken. Den kaldes dog også københavnertorsk og jydetorsk, afhængig af, hvor man er. En af grundene til disse øgenavne er dog mindre flatterende og skyldes at ulken måske ikke er den klogeste fisk, vi har, fordi man nemt fanger den samme fisk flere gange. Har man fanget ulken en gang og genudsætter den, lader det nemlig ikke til at den har lært noget af det, eftersom den ofte bider kort tid efter igen.
Det er en meget grådig fisk, som æder alt, hvad den kan gabe over. Den er også doven, da den foretrækker at ligge på bunden og vente på at maden kommer til den. Ulken foretrækker en stenbund, hvor den rigtigt kan camouflere sig. Den kan skifte farve efter hvilken bundtype, den befinder sig på. I parringstiden bliver den rød på maven med hvide prikker.
Ulken kan ses på lavt vand i hele Danmark året rundt. Men den ynder at gemme sig i sprækker og huller i stenene, og sammen med dens effektive camouflage gør det den til tider svær at få øje på.
NAVN:
Almindelig ulk
VIDENSKABELIGT NAVN:
Myoxocephalus scorpius
LEVESTEDER:
Nordlige Atlanterhav langs kysterne i både øst og vest
STØRRELSE:
Op til 40 cm. I arktiske egne op til 60 cm.
FØDE:
Altædende
REPRODUKTION:
Parrer sig om vinteren. Æg lægges mellem planter og klækker efter ca. 5 uger
OBSERVATIONSSTEDER:
Langs kysterne i hele Danmark på stenbund, ved rev og moler
En almindelig ulk gemmer sig mellem havsvampe.